I lørdags mødte SIF Middelfart Boldklub i Gentofte Sportspark. Arkivfoto

I lørdags mødte SIF Middelfart Boldklub i Gentofte Sportspark. Arkivfoto

Skovshoved fik remis mod topholdet

Det blev 1-1 mod Middelfart, da skovserne leverede modsvar til topholdets føring

Af
Ole Tradsborg

Skovshoved fik lørdag forårsdebut, og det skete heldigvis på Gentofte Sportspark, der trods alt bedst kan kapere de uhyrlige nedbørsmængder, Danmark har været begunstiget af hele marts måned.

Kampen mod Middelfart Boldklub begyndte med en godkendt skovser-start med en stabil og koncentreret indstilling. Størst mulighed for scoring faldt efter den halve time, da Frederik Juel-Borg fik gult og der blev dømt frispark meget tæt på feltet.

Heldigvis var den nye SIF-keeper Frederik Mehder, der er kommet til fra BK Frem, årvågen, og han tog sig sikkert af det velplacerede skud.

Mod halvlegens slutning fik Skovshoved deres bedste tilbud i første halvleg, da den aldrende, men fortsat meget bevægelige Simon Bræmer lagde bolden smukt skråt bagud helt inde i det lille felt, men chancen blev efterfølgende aldrig helt farlig.

Løbestærke Junge

I anden halvleg var kampbilledet mere og mere med skovserne på bolden, mens gæsterne var farlige på omstillinger, hvilket udmøntedes på både venstre og højre flanke.

Efter en times tid skiftede Skovshoved en meget løbestærk Anders Junge ud med debutanten Anders Thomsen, og med det kom der en smule mere fysik fremadrettet.

Skovserne lignede nu mere og mere holdet, der ville komme på tavlen først, men et skud, der blev afrettet gevaldigt snød SIF-keeper Mehder, der var helt og aldeles prisgivet i situationen.

Scoringen i det 80. minut var selvklart en meget våd klud i hovedet på Skovshoved, der havde arbejdet mere og mere ’målrettet’ i løbet af anden halvleg, og inden den gæstende scoring også kom frem til et par halve chancer.

Forløsning kort før tid

Det blev en meget dramatisk afslutning på kampen, det sparsomt fremmødte publikum havde i vente. I samme minuttal, som scoringen faldt, blev gæsterne reduceret til 10 mand, da Niclas Nymand fik sit andet gule kort. Marchordren var fuldt ud korrekt, da han gik meget voldsomt ind i en SIF-spiller.

Fra det tidspunkt kastede skovserne nu alt frem i håbet om en udligning, og med omtrent fem spilminutter tilbage kom den.

Scoringen var virkelig flot og kom i stand efter opspil i venstre side, hvorfra bolden blev lagt ind mod indskiftede Durim Qamili. Han lod klogelig bolden hoppe videre til Silas Trier, der stod bedre placeret, og med en klokkeren firsttimer knaldede han bolden op i krogen.

Virkelig smuk scoring, der var tæt på at blive gentaget efter stort set samme recept, men Triers næste afslutning fik ikke lov at gælde, da der forinden blev dømt frispark.

Dermed sluttede en hæsblæsende affære, der tegner godt for Skovshoved, som i den grad viste moral mod en meget stærk modstander.

Næste skovser-opgave er udekamp mod Avarta søndag kl. 13, mens næste hjemmekamp er mod Brønshøj den 30. marts, forventeligt som i lørdags også på Gentofte Sportspark.

Publiceret 18 March 2019 14:30

SENESTE TV