Simon Raahave startede foråret stærkt med en insisterende scoring på langskud. Foto: Ole Tradsborg

Simon Raahave startede foråret stærkt med en insisterende scoring på langskud. Foto: Ole Tradsborg

GVI sejrede 2-0 i forårets første kamp

Et opgør efter en lang vinterpause er sjælden en fodbold-lækkerbisken, og kampen mod Skold Birkerød blev heller ikke det store sus

Langt om længe rullede bolden igen i Nymosen i weekenden, og GVI kunne glæde sig over at starte foråret op med en på papiret overkommelig modstander.

Men holdet fra Skjold Birkerød havde – trods turbulens i kulisserne – alligevel formået at bevare en stamme, der gjorde fin modstand mod GVI.

GVI har i vinterpausen sagt farvel til et par profiler i skikkelse af Lasse G. Madsen (til HIK) og Matin Husaini (skiftet til Skovshoved), men et par erstatninger er gledet fint ind på holdet, hvor man ligeledes har bevaret en grundstamme af spillere fra sidste sæson.

En af dem, der har udmærket sig et par sæsoner, er hårdtarbejdende Simon Raahave. Og han fandt efter et kvarters spil i første halvleg vejen til målet, da han med lidt hjælp fra Birkerød-keeperen kunne se sit langskud gå i nettet.

Gæsterne havde ikke de store forsøg før pausen, men på en halvfarlig omstilling, måtte Søren Thomsen ’tage en for holdet’, da han fik gult på det, der nok måtte anskues som en lille nødbremse.

Thomsen var senere i halvlegen en smule heldig med ikke at få endnu et gult, da en bold blev sparket op på armen, men han og GVI slap med skrækken.

Sen scoring cementerede sejren

Efter pausen havde GVI vinden i ryggen, men faktisk havde gæsterne mest medvind. Et par muligheder var ved at udligne scoren, men det var alligevel GVIs Rune Friis, der slog sejren fast helt til sidst.

Dermed startede GVI foråret på fornuftig vis, selv om der naturligvis må være plads til forbedringer. Disse kan passende allerede indfinde sig kommende weekend, hvor GVI spiller ude mod Ballerup-Skovlunde. Den kamp kan ses med kampstart kl. 12.45.

Publiceret 25 March 2019 16:00