Stars-holdet kronede sæsonen i 1. division med guldmedaljer. Foto: Ole Tradsborg

Stars-holdet kronede sæsonen i 1. division med guldmedaljer. Foto: Ole Tradsborg

Gentofte Stars vandt guld efter intens fight

Finaleserien kunne ikke være skrevet smukkere, da Stars scorede guld via 2-1 i femte og afgørende dyst mod Hvidovre

Af
Ole Tradsborg

Fredag aften skulle guldet i ishockeyens 1. division placeres – og det blev i Gentofte efter 60 minutters meget intens ishockey.

At begge mandskaber var opsatte på at score guld, sås tydeligt, for efter de første to perioder var der ikke scoret i nogle af enderne. Både Stars- og Hvidovre-mandskabet syntes påpasselige med ikke at lave fejl og blotte sig for modstanderen.

Jonas Veiby kommer til stor chance. Foto: Ole Tradsborg

Jonas Veiby kommer til stor chance. Foto: Ole Tradsborg

Det lignede derfor lidt af en ’deadlock’ i tredje periode, da der fortsat endnu ikke var scoret.

De gyldne stjerner blinkede

Men endelig kom så den forløsende scoring, da Jonas Veiby efter ca. 44 minutters spil tog sagen i egen hånd og heroisk sendte pucken i mål efter tæt trafik foran Hvidovre-keeperens mål.

Hallen eksploderede, men det skulle blive endnu bedre at være Stars-fan denne aften.

For bare en håndfuld minutter senere tog endnu en Stars-spiller pucken i egen stav. Efter et par vævre træk bragede Marian Petroc pucken op i det ene målhjørne. En virkelig flot scoring, som længe lignede en game over for Hvidovre, som efter den scoring havde umanerlig svært ved at komme tilbage i opgøret igen.

De tog derfor – helt forventeligt – deres keeper ud, da der henstod et par minutters spil, men det var først i kampens absolut sidste sekund, de kom på tavlen denne aften, der langt hen ad vejen tilhørte Stars.

Gentofte Stars' anfører Jonas Veiby med guldhat, medalje og trofæ. Foto: Ole Tradsborg

Gentofte Stars' anfører Jonas Veiby med guldhat, medalje og trofæ. Foto: Ole Tradsborg

Med 2-1-sejr i afgørende kamp endte finaleserien dermed 3-2 samlet, og guldfesten kunne for alvor bryde løs.

Hvidovre fik først sølvet overrakt, som de slukøret tog imod, mens der var anderledes fest og stemning, da Stars-spillerne iført guldhatte tog imod medaljer og pokal og herefter lod sig hylde som vindere af 1. division.

Kedeligt mellemspil

På en aften, hvor der i den grad var stemning og fest i en propfuld ishockeyhal, noteredes desværre også en håbløst overtændt ’fan-stemning’.

Efter en hård, intens fight kunne Gentofte Stars trække sig sejrrigt ud af kampen. Foto: Ole Tradsborg

Efter en hård, intens fight kunne Gentofte Stars trække sig sejrrigt ud af kampen. Foto: Ole Tradsborg

En stor gruppe meget medlevende Stars-fans sørgede langt hen ad vejen for rigtig god stemning, hvilket Villabyernes udsendte i mange sæsoner har efterlyst. Men at balancen åbenbart skal overskrides med provokationer mod modstandernes fans, er intet mindre end snotdumt.

Der var derfor optræk til alvorlig ballade mellem grupperingerne uden for hallen mellem første og anden periode, og en større politistyrke måtte tilkaldes for at dæmpe gemytterne.

Jublen kan bryde løs, efter sejren i finaleserien er en realitet. Foto: Ole Tradsborg

Jublen kan bryde løs, efter sejren i finaleserien er en realitet. Foto: Ole Tradsborg

Her sejrede politiet fornemt, da de i ellers klart undertal formåede at løse den opgave, stort set uden at spille med musklerne eller miste besindelsen i en ellers meget kedelig atmosfære.

Ærgerligt, at såvel landsdækkende som lokal fankultur åbenbart ikke har ’nok’ i støtte af eget hold.

Uagtet supporten, der altså rummede positive og negative elementer, så stod guldet til Stars dog tydeligst frem.

En superflot sæson blev sat med et lige så flot og gyldent punktum. Og serien i sig selv var - trods ishockey i næstbedste række - absolut en god reklame for sporten.

Stort tillykke til Stars og held og lykke med det videre arbejde i klubben.

Hvem ved, om økonomien igen tillader ishockey på øverste hylde igen?

Publiceret 15 April 2019 11:37