Trods store chancer, særligt af Jonas Hebo i første halvleg, lykkedes det ikke HIK at score. Til slut scorede de dog playoff-billetter.

Trods store chancer, særligt af Jonas Hebo i første halvleg, lykkedes det ikke HIK at score. Til slut scorede de dog playoff-billetter.

HIK tabte, men vandt

Trods nederlag på 0-1 til Middelfart scorede HIK lige akkurat billet til oprykningsspillet. HIK kan bl.a. takke naboerne fra Skovshoved for, at billetterne kom i hus

Af
Ole Tradsborg

HIK har i foråret længe vist flot og målsøgende spil. Men trods godt spil i første halvleg mod rækkens tophold fra Fyn udeblev scoringerne, selv om chancerne absolut var til stede.

Det blev bl.a. til skud på overliggeren og et par 100 procents chancer, særligt i halvlegens sidste minut, hvor ellers brandvarme Jonas Hebo Larsen brændte en såkaldt direktør, da han fra meget kort afstand skød bolden lige forbi den ene opstander.

Den, eller de, manglende scoringer skulle vise sig dyre, for efter pausen var der stort set intet, der ville lykkes. Og da Middelfarts dygtige anfører Casper Johansen fik lidt for meget plads, delvist på grund af for megen passivitet af HIK's højre back Jeppe Brandrup, så stod det 0-1.

Panikken bredte sig dog på ingen måde på HIK-mandskabet, der måske havde hørt bulletiner fra de øvrige kampe, hvor en lang række scenarier var mulige.

Og selv om en del skulle gå galt, kunne det lige så vel være endt kulsort. Bl.a. hvis Hillerød havde vundet hjemme over rækkens absolutte bundprop, eller hvis Frem havde vundet deres hjemmekamp mod Skovshoved.

Ingen af de to udfald blev dog en realitet, og derfor endte det med HIK-sejr trods nederlaget.

Denne uge udformes oprykningsspillet til 1. division, hvor alle kvalificerede hold tager de point med, de havde.

Publiceret 15 April 2019 15:47