I sin sidste optræden i GVI-blusen bar Rune Friis anfører-bindet. Han viste gejst og engagement, men det var langt fra nok, hvorfor kampen helt retvist endte 0-2

I sin sidste optræden i GVI-blusen bar Rune Friis anfører-bindet. Han viste gejst og engagement, men det var langt fra nok, hvorfor kampen helt retvist endte 0-2

Mat afslutning da GVI gik på sommerferie

Med pokalexit og nederlag i sidste spillerunde blev det enden på komedie for GVI i foråret. Men trods flere nederlag spirer optimismen i klubben

Af
Ole Tradsborg

Længe har Danmarksserien været noget, der bare skulle overstås for GVI, og derfor var der heller ikke meget på spil for klubben i sidste spillerunde, der lørdag eftermiddag blev udsat lidt på grund af lyn og torden. Det, der var på spil, var en ekstra hjemmekamp i næste sæson, men den scorede Avedøre og ikke GVI.

GVI nemlig hverken startede eller sluttede som lyn og torden inde på banen, selv om første halvleg var godkendt, bl.a. med en afslutning på stolpen. Men gæsterne fra Avedøre havde på dagen klart mest i posen, og det viste de i en flot spillet anden halvleg, Her bragte de sig nemlig foran, dog efter at GVI-keeper Mikkel Gram Jensen storartet havde reddet et straffespark. Det brændte skud virkede dog snarere til at opildne gæsterne i stedet for at vække GVI'erne, der havde bolden meget, men forvaltede den decideret ringe foran mål.

Det var først, da gæsterne havde bragt scoren på 0-2, at der kom lidt bid i afslutningerne fra GVI. Tættest på scoring var dagens frontangriber, normalt forsvarsspillende, Søren Thomsen, men fra meget tæt hold blev kuglen blæst over mål.

Ramte hverken mål eller niveau

Lidt klicheagtigt kan dette måske indramme GVIs forårssæson, for man har ikke ramt meget. Hvad der så forhåbentlig - på den lange bane - lykkes, er at indlemme endnu flere af klubbens 'egne' unge. Og det bliver der med garanti brug for i følge formand Jesper Sørensen, der undervejs i opgøret lod skinne igennem, at man nu siger farvel til et par spillere.

"Jeg indrømmer, det ikke har været godt nok på det sidste, og slet ikke en måde, vi ville slutte sæsonen af på. Men vi skal nok komme stærkere tilbage, det er jeg sikker på", sagde han i pausen, hvor han også kunne afsløre exit til Jimmy Mayazi og dagens anfører Rune Friis, der flytter tilbage til Århus-kanten, hvor han oprindeligt er fra.

"Vi vil selvfølgelig hente forstærkninger for dem, der stopper, men vi vil ikke aktivt gå ud for at hente spillere. De, der vil spille her, kommer, fordi de kender en, der spiller her i forvejen", afsluttede formanden.

Ikke skarpe nok

Klubbens normale anfører Oliver Østgaard, der har været ude af spillet længe grundet en skade og nylig operation, er også klar til at se fremad.

"Vores rolle i rækken har været udspillet længe, så derfor ville vi gerne have lavet en ny pokalfest, men vi var ikke skarpe nok i pokalkampen mod Union (der blev tabt 2-3, red.) og det har vi jo nok ikke været i forårssæsonen", lød det ærligt fra den normale anfører.

Også han ser frem mod næste sæson, hvor GVI efter alt at dømme slipper for stærke nedrykkere fra divisionerne, da det er ret sikkert, at der kun rykker fynske/jyske hold ned, og de bliver ikke placeret i GVIs række. Til gengæld vil der være stor sandsynlighed for, at naboklubben KFUM bliver ny modstander næste år, da de er rykket op i Danmarksserien. Måske GVI endda kan spille lidt mere offensivt ud i næste sæson og dermed blande sig helt i toppen. Det er der mange inkarnerede tilskuere i Nymosen, der drømmer om.

Publiceret 17 June 2019 22:19

SENESTE TV