Simon Bræmer var i den grad medvirkende til, at Skovshoved klarede frisag og blev i 2. division. Sæsonens 12. scoring blev - isoleret set - synonym med redning i rækken. Arkivfoto: Ole Tradsborg

Simon Bræmer var i den grad medvirkende til, at Skovshoved klarede frisag og blev i 2. division. Sæsonens 12. scoring blev - isoleret set - synonym med redning i rækken. Arkivfoto: Ole Tradsborg

Skovshoved reddede en sæson mere i 2. division

Skovserne løste opgaven via 1-1 ude mod Hillerød, der viste sig som nok. Men det kunne have gået galt, hvis Odder havde sejret i deres kamp. De manglede en scoring før den mission var lykkedes. Odders uafgjort endte derfor med at betyde exit fra divisionerne og nye divisionsbilletter til SIF

Af
Ole Tradsborg

Skovshoved havde i sidste uge to matchbolde, der kunne have sikret definitiv overlevelse, men kun et point i to kampe betød, at der i den grad skulle skeles til andre kampe om, hvem der endte med Sorteper og nedrykning til Danmarksserien. Det ene point, holdet selv scorede, endte dog også med at blive redningen.

Mandag aften var skovserne i hopla, men det endte skidt, da to fantastiske omstillinger resulterede i to mål til gæsterne fra Slagelse, som endte med at vinde med netop cifrene, der lød 0-2.

Det må derfor have været med en vis nervøsitet i kroppen, at Skovshoved lørdag eftermiddag var draget til sæsonens sidste kamp mod Hillerød. Inden kampstart var devisen klar: Vind kampen og overlevelse i rækken er helt sikker. Omvendt kunne skovserne forblive i rækken med uafgjort, eller endda nederlag, hvis ikke en række underliggende hold samtidig vandt deres kampe.

Fokus på egen kamp

Med fokus på eget spil gik Skovshoved derfor til opgaven i Hillerød. Her lagde værterne bedst fra land, blandt andet midtvejs i første halvleg, hvor det brændte gevaldigt på foran Frederik Mehders mål.

Det slog dog ikke skovserne ud, selvom føringsmålet små 10 minuter senere var lidt tilfældigt. Hillerøds målmand Rasmus Lyng var i hvert fald ikke kvik nok til at komme af med en farlig bold i egne rækker, og det blev fatalt for ham, da bolden blev tacklet fra ham og endte for Simon Bræmer, der - selvfølgeligt - kvittede for den store chance med at sparke kuglen i nettet til skovser-mål og jubel blandt de medrejsende fans.

Med sejren inden for rækkevidde, behøvede Skovshoved for en stund ikke at skele til de kampe, hvor Odder, FC Sydvest og Dalum var indblandet, men det kom de desværre hurtigt til igen, for fem minutter før pausefløjtet sikrede Hillerøds Benjamin Bennet-Larsen balance i regnskabet, da han lavede et flot mål til stillingen 1-1.

Kuglerammen på overarbejde

Der har sikkert i anden halvleg være blevet regnet og regeret på sidelinjen og hos SIF-fans, for der kom ikke flere mål i Skovshoveds kamp, mens der skete sene udviklinger i andre vigtige opgør set med skovser-øjne.

Blandt andet lykkedes det noget overraskende for FC Sydvest at vinde ude mod stærke Slagelse, der i forrige runde jo netop havde sendt nerverne uden på Skovshoveds-blusen. FC Sydvest førte, og sejrede senere hen med 2-1, i en kamp, hvor de havde føringen fra det 70. minut.

Endvidere lykkedes det ligeledes for forfølgerne fra Dalum at vinde over allerede nedrykkede Marienlyst. Her blev det afgørende via Dalummålet til 2-1 med 12 minutter igen. Det betød således også, at de overhalede Skovshoved, der nu kunne tænke på, hvordan opgøret mellem Vejgaard og Odder mon gik.

Her var Odder bagud med 2-0, men kom på 2-2 med en halv time at spille i. Det opgør var det sidste, der var tilbage, da Hillerød og Skovshoved havde spillet færdig, og fem nervepirrende minutter ventede, inden slutscoren 2-2 tikkede ind, hvilket gav en ny divisionssæson til Skovshoved.

Topscoreren takkede af

I sin sidste kamp for Skovshoved, og sin ny også sidste fodboldkamp på højt plan, var det selvfølgelig Simon Bræmer, der scorede målet for sin klub gennem tre sæsoner. Den aldrende, men elegante og meget arbejdssomme angriber har i den grad været en fornøjelse at følge.

Fortjent, at han med sin scoring var medvirkende til at sikre overlevelse, for et nederlag havde såmænd også betydet, at Odder havde overhalet indenom.

Det bliver nu spændende at se, om Simon Bræmer får mulighed for at give gode råd videre til klubbens unge spillere, nu hvor han endegyldigt lægger støvlerne på hylden. Meget tyder på, at han bliver en del af trænerteamet sammen med klubbens nye træner Claus Larsen, der i følge bold.dk er citeret for at sige, at Simon Bræmers tilstedeværelse i trænerteamet vil kunne løfte holdet med 5 til 10 procent.

Publiceret 24 June 2019 17:00