Simon Raahave sled i varmen, hvor han i anden halvleg endda havde en 'overfrakke' på. Han spillede en god kamp, men blev skiftet ud efter en times spil. Foto: Ole Tradsborg

Simon Raahave sled i varmen, hvor han i anden halvleg endda havde en 'overfrakke' på. Han spillede en god kamp, men blev skiftet ud efter en times spil. Foto: Ole Tradsborg

HIK hentede sen remis

Åbningskampen mod Avarta endte 1-1, efter HIK til slut i opgøret fik udlignet

Af
Ole Tradsborg

Det blev en stegende hed affære for Kristoffer Wichmanns udvalgte, da HIK tidligt lørdag på Gentofte Sportspark tog hul på en ny sæson. Kamptidspunktet kl. 12 var dikteret af Ekstra Bladet, der i år transmitterer 2. divisionskampe via livestream.

De fremmødte, og dem der kiggede med hjemmefra, kunne se en taktisk lige affære, hvor ingen af holdene viste det store, offensive væsen.

Dog var Avarta-spillerne omkring midtvejs i halvlegen opsatte på at 'stemple ind', og det skete bogstaveligt, da de fik to gule kort på bare to minutter. Begge hændelser virkede lidt som selvvalgte wake up-calls, men mere skete der dog ikke i en meget taktisk præget affære i første halvleg.

Drømmemål efter pausen

Hvis der manglede kreative indslag de første 45 minutter, så skulle anden halvleg straks vise sig mere appetitlig. Efter fem minutter kom dagens målmæssige højdepunkt, da Avartas Mads Walter svingede højrebenet i et perfekt udført spark, der strøg direkte op i højre målhjørne, uden chance for HIK-keeper Sebastian Sørensen, der lige var trådt et eller to skridt for langt frem og dermed ikke kunne nå det høje svæv, bolden fik undervejs.

Målet til gæsterne tvang naturligt HIK længere frem på banen, og de kom også tættere på gæsternes mål, men rigtigt farligt blev det ikke. Det lignede derfor et nederlag, men bare tre minutter før tid fik HIK alligevel udlignet.

Det skete da Jakob Skovgaard Larsen, der er kommet til fra Slagelse, bragte balance i regnskabet og derved sikrede, at HIK fik et point i åbningskampen.

Allerede tirsdag aften spiller HIK igen, denne gang den korte vej til Jægersborg, hvor der spilles pokalfodbold på Hunter Arena i Jægersborg. Der er kickoff kl. 19.

Næste gang, HIK spiller i 2. division er igen hjemme, hvilket sker allerede fredag aften, når B93 kommer på besøg.

Publiceret 05 August 2019 15:14