Selvom Gentofte Stars har skøjtet sig til fine resultater, har de økonomiske problemer ulmet i kulissen. Ishockeystjernene kan glæde sig over, at de fortsætter som elitehold sæsonen ud. Arkivfoto: DIU - Jan Korsgaard
Selvom Gentofte Stars har skøjtet sig til fine resultater, har de økonomiske problemer ulmet i kulissen. Ishockeystjernene kan glæde sig over, at de fortsætter som elitehold sæsonen ud. Arkivfoto: DIU - Jan Korsgaard
Skriv kommentar
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

Stars fortsætter som elitehold

Gentofte Stars har været på økonomisk glatis, men har nu genfundet balancen til at fortsætte sæsonen ud som elitehold

I torsdags besluttede folkene bag eliteholdet Gentofte Stars at fortsætte sæsonen ud.

Fire dage inden havde klubben erklæret, at da flere sponsorer var sprunget fra, manglede der én million kr. for at kunne fortsætte i Metal Ligaen, den bedste danske ishockeyliga.

Onsdag var nødråbet hørt af flere. Så i stedet for en million kr., manglede Gentofte Stars nu kun 70.000 kr.

Klubbens redning blev torsdag en realitet, og håndslag er blevet givet til og fra de fleste spillere i truppen. Dog har klubben ladet profilen Marlo Kopponen gå til Herning.

Og muligvis mister klubben yderligere profiler, inden transfervinduet lukker den 31. januar, da Stars ikke vil stå i vejen for det, hvis spillerne forhandler en aftale på plads andetsteds, lyder det.

Selvom Gentofte Stars har skøjtet sig til fine resultater de seneste år, blandt andet vundet en sølvmedalje i Metal Ligaen, har de økonomiske problemer ulmet i kulissen før årsskiftet, hvor klubben vidste, at med manglende sponsorstøtte ville man løbe tør for midler til at drive eliteholdet.

Gentofte Stars' direktør Michael Schäbethal forklarer det økonomiske blackout med, at der lå en del tilkendegivelser fra forskellige sponsorer, inden sæsonen gik i gang, men at mange sprang fra, og klubben derfor stod akut og manglede penge, som var kalkuleret ind i budgettet.

Men redningsaktionen lykkedes, og Gentofte Stars kan nu fortsætte som elitehold sæsonen ud.

Direktøren har tidligere efterspurgt mere lokal støtte og undret sig over den manglende støtte fra sponsorer, fans og ikke mindst Gentofte Kommune.

“De støtter på ingen måde. De andre klubber i ligaen henter støtte hos deres kommuner i form af økonomisk tilskud og sponsorater. Bl.a. kan man i mange af de andre haller se kommunens våbenskjold i isen og på banderne. De har også fået lov til at sælge navnet på deres arenaer. Men det må vi ikke i Gentofte,” siger Michael Schäbethal, som samtidig føler, at et ansigtsløft til hallen blev forbigået i forbindelse med realiseringen af Gentofte Sportspark.

Det har ikke været muligt for Villabyerne at få fat i formanden for Kultur, Unge og Fritidsudvalget, Anne Hjort (S), inden avisens deadline.

Publiceret: 30. Januar 2018 14:00

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder og
annoncer hver dag fra Villabyerne