At turde spørge ind er med til at styrke vores relation til andre. Foto: Colourbox
At turde spørge ind er med til at styrke vores relation til andre. Foto: Colourbox
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

Svære spørgsmål styrker venskabet

Halvdelen af os har svært ved at spørge ind til en ven eller veninde, der virker nedtrykt. Det gør vores venskaber mindre tætte, mener psykolog

Af Maren Urban Swart
mas@sondagsavisen.dk
Derfor spørger vi ikke

“Jeg vil ikke trænge mig på, og det kan være svært at tale om noget sårbart.” 
Kvinde, 23 år
“Fordi det kan kræve, at man gør sig selv ansvarlig for at løse problemet.” 
Kvinde, 19 år
“Jeg kan føle, at jeg blander mig i noget, jeg ikke burde. Det kan også være, at jeg tager fejl og gør mere skade end gavn.”
Mand, 53 år 
“Hvis man sjældent ser personen, kan det virke anmassende straks at påpege, at personen er trist eller nedtrykt.” 
Mand, 30 år

Den svære samtale
42% af kvinderne og 58% af mændene har en gang imellem, ofte eller meget ofte svært ved at spørge, hvad der er galt, hvis deres ven/veninde virker trist. 
57% af kvinderne og 51% af mændene oplever en gang imellem, ofte eller meget ofte, at deres venner har svært ved at spørge, hvad der er galt, hvis de virker triste. 
Kilde: YouGov, 1.012 svar

Virker din ven eller veninde trist til mode, og går du som katten om den varme grød, fordi du ikke ved, hvordan du skal gribe det an, er du langtfra den eneste. I en undersøgelse, som YouGov har foretaget for Søndagsavisen, svarer halvdelen af danskerne, at de har svært ved at spørge ind til, hvad der er galt.

At det forholder sig sådan, overrasker ikke psykolog Jacob Mosgaard.

“I Danmark har vi en stor sensitivitet over for personlige grænser. Vi føler, at det er vigtigt, at man respekterer, at der er nogle ting, som folk ønsker at snakke om, og at der er andre ting, som de ikke ønsker at dele. Det er en forståelig forsigtighed, som dog kan stille sig i vejen for, at vi åbner os for hinanden,” forklarer han.

Vær nænsom og lyttende

Vil du gerne komme over din berøringsangst og få din ven eller veninde til at åbne op, handler det om at gå nænsomt til værks, påpeger Jacob Mosgaard.

“Spørg på en måde, som både giver den anden mulighed for at åbne op og en mulighed for at sige nej tak til at snakke om det. Du kan sige, at den anden ikke virker, som om han eller hun har det så godt, og om det er noget, personen har lyst til at tale om, og så skal du vise, at du reelt er interesseret i at lytte og ikke bare spørger af ren høflighed,” lyder det fra ham.

Et flertal af danskerne vil faktisk gerne have, at vores venner prikker til os, når vi har det svært. I undersøgelsen svarer 53 procent, at de gerne vil have, at folk spørger, hvis de fornemmer, at man er trist, mens 35 procent nok selv skal sige til, hvis de har brug for en snak.

Tilhører du den gruppe, der gerne vil spørges, handler det også om at udnytte muligheden for at åbne op.

“Vi går for tit ud fra, at andre kan regne ud, hvordan vi har det. Grib anledningen til at fortælle, at du har det dårligt for tiden, når folk spørger, hvordan du har det. Hvis folk spørger mere ind, vil du kunne mærke, at det er de rigtige at snakke om det med. Vi skal tro mere på, at vi godt kan lide at komme hinanden ved, for vi får det ikke dårligere af at høre, at vores venner har det skidt – vi får det faktisk bedre af at opleve, at de vil betro sig til os, for det styrker vores relation,” siger Jacob Mosgaard.

Publiceret: 19. Marts 2017 06:00
Leveret af Lokalavisen

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder hver
dag fra Villabyerne

ANNONCER
Se flere
Politiken
Seneste nyt
Ekstra Bladet
Seneste nyt
Jyllands-Posten
Seneste nyt