Julie Pi er uddannet blokfløjtenist, men har de seneste år arbejdet med at bygge rammerne for andre menneskers kreativitet og skabertrang. Nu er turen kommet til Gentoftes børn og unge. Foto: Marie Varming
Julie Pi er uddannet blokfløjtenist, men har de seneste år arbejdet med at bygge rammerne for andre menneskers kreativitet og skabertrang. Nu er turen kommet til Gentoftes børn og unge. Foto: Marie Varming
Skriv kommentar
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

Telefonhus får nyt liv

Det har stået halvtomt siden 2001, men nu er Julie Pi og hendes familie flyttet ind i KTAS’ gamle hus på Adolphsvej, hvor der også skal være bl.a. iværksætterklub for børn og unge

Af Marie Varming

550 kvadratmeter. Så meget kan blokfløjtenist og iværksætter Julie Pi boltre sig på, nu hvor hun har overtaget lejemålet i den midterste del af KTAS-huset på Adolphsvej 59 i Gentofte.

I gamle dage var der her telefoncentral, hvor telefondamerne sad og forbandt samtaler med hinanden og kunderne, og frem til 2001 havde TDC kontorer i det store domicil fra 1936.

Siden har det stået tomt.

“Jeg har kigget på det her hus i tre år,” siger Julie Pi og kigger sig rundt i sit køkken i den ene ende af etagen.

Her har hun boet sammen med sin mand, musikeren Rasmus Hedeboe, og deres fire døtre siden 1. juni.

“Her ville jeg være, men jeg vidste ikke, hvad jeg skulle bruge det til,” siger hun.

Julie Pi er en kreativ sjæl. Ikke nok med, at hun er mor til fire, så er hun uddannet blokfløjtenist, og hun har været udviklingschef for Vækstcenter Sjælland.

“Tanken om at skabe mit eget sted, hvor jeg kunne kombinere det med at være en stor skabende familie er vokset hastigt de seneste år.”

Da Julie Pi havde forelsket sig i det tomme telefondomicil, fulgte et længere tovtrækkeri med TDC, som ejer bygningen. De ville nemlig lave huset om til boliger, men Julie Pi er insisterende nok til at ringe en gang om ugen for at se lokalerne, og til sidst fik hun lov.

Nu kan hun kombinere sin værkstedstrang med løsningen på sit boligproblem, for familien har i de seneste år levet som nomader og ikke slået rødder.

“Jeg har, siden jeg var barn, haft en drøm om at finde en anden boligform, hvor det ikke handler om at holde hus, men om at skabe. Rasmus og jeg har valgt at sætte fire børn i verden, vi er begge passionerede arbejdsmennesker, og det har vi altid insisteret på var muligt at kombinere. Da vi flyttede tilbage til København for fire år siden, vidste vi, at vi ledte efter noget andet end et hus,” forklarer Julie Pi.

Kreativitet i tre faser

Derfor er planen i løbet af et år at åbne dørene for Skaberiet, som bliver en iværksætterklub for unge mellem 10 og 18 år. Her kan de hver dag fra klokken 14 styrke deres kreativitet, skabe og iværksætte.

“Først ser vi på, hvad der vækker deres nysgerrighed. Så går vi i gang med at skabe og formgive, og til sidst ser vi på, hvordan deres produkt kan komme ud til andre, hvad enten det er en serviceydelse, en robot eller en app,” forklarer Julie Pi, som har en skare af kvalificerede samarbejdspartnere, hun kan kalde ind, når behovene opstår.

Hun har også brugt sine fire børn, som er i alderen seks til 15 år, som prøvekaniner gennem hele deres liv, så hun i dag har et meget skarpt øje for, hvad man kan forvente af børns kreativitet og iværksættertrang.

“Hvis man for eksempel får øje på, at man har evner for at skabe fysiske produkter, kan man i fase to lave sådan en stol,” siger Julie Pi og tager en miniature-lænestol op fra sit spisebord.

“I tredje fase kontakter vi måske en lokal snedker og hører, om den kan produceres - eller hvorfor den eventuelt ikke kan,” forklarer hun.

“Der er en seriøsitet i legen, og det giver børnene en forståelse af, at de kan skabe, som de er og ikke først, når de bliver voksne.”

De tre faser foregår i moduler af tre måneder, så man hele tiden sikrer sig, at børnene får lavet noget færdigt og ikke sidder fast i evighedsprojekter.

Skaberiet vil fungere som et privat klubtilbud, som vil modtage tilskud fra Gentofte Kommune på lige fod med andre klubber.

Julie Pi forventer i løbet af et års tid, at der er 20 kreative børn i huset, for hun har allerede fået positive tilkendegivelser fra mange forældre, og det maksimale antal er 60 børn.

Men før Skaberiet kan slå dørene op, skal de rå lokaler gøres klar, og alle de formelle ting skal være på plads.

Julie Pi inspicerer det store lokale på Adolphsvej sammen med Skaberiets bestyrelsesformand, Klaus Eusebius Jakobsen. Foto: Marie Varming
Julie Pi inspicerer det store lokale på Adolphsvej sammen med Skaberiets bestyrelsesformand, Klaus Eusebius Jakobsen. Foto: Marie Varming
Bestyrelsesformand Klaus Eusebius Jakobsen glæder sig til, at Skaberiet ser dagens lys inden for et års tid. Foto: Marie Varming
Bestyrelsesformand Klaus Eusebius Jakobsen glæder sig til, at Skaberiet ser dagens lys inden for et års tid. Foto: Marie Varming
Mange har nok gennem tiden undret sig over, hvad der skulle med det gamle KTAS-hus på Adolphsvej 59. Det kan Villabyerne nu løfte sløret for. Foto: Marie Varming
Mange har nok gennem tiden undret sig over, hvad der skulle med det gamle KTAS-hus på Adolphsvej 59. Det kan Villabyerne nu løfte sløret for. Foto: Marie Varming
Publiceret: 03. August 2017 13:00
¨

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder hver
dag fra Villabyerne

ANNONCER
Se flere