På billedet ses Søren Fjorting (tv.) med klubbens formand, Jesper Sørensen, ved sin side. Foto: GVI
På billedet ses Søren Fjorting (tv.) med klubbens formand, Jesper Sørensen, ved sin side. Foto: GVI
Skriv kommentar
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

Trænerskifte i GVI

David Rasmussen stopper, når forårssæsonen er færdigspillet. Et kendt ansigt overtager tøjlerne, idet Søren Fjorting vender tilbage i rollen som cheftræner

Når denne sæson slutter for GVI's DS-hold, markerer sommerferien samtidig et farvel til klubbens cheftræner David Rasmussen, der gennem de seneste to år har stået i spidsen for GVI's fodboldflagskib.

David Rasmussen ønsker at drosle ned for trænergerningen og bruge mere tid på især familien, så dermed bliver sæsonens sidste hjemmekamp lørdag 17. juni sidste dag på kontoret i GVI-sammenhæng for den afholdte og ihærdige træner.

“Det har bare været en fornøjelse at få David Rasmussen til klubben og se, hvordan han er vokset med trænergerningen med engagement og vilje samtidig med en altid åben og ydmyg tilgang til hele vores klub. Så vi er selvfølgelig ærgerlige over, at David stopper, men vi respekterer naturligvis hans ønske,” siger GVI's formand, Jesper Sørensen.

David Rasmussen kom til GVI i vinteren 2014/2015 fra et trænerjob i Karlslunde, forrige weekends modstander.

Rasmussen agerede dengang assistent for Søren Fjorting, men seks måneder senere stod han selv i spidsen for holdet, og det har været to rigtig fine sæsoner i Danmarksserien, hvor han har videreført og gjort GVI-spillestilen endnu skarpere med et fortsat mod til også at give unge spillere chancen.

Tilbage i frontlinjen

Heldigvis var det ikke svært for GVI at finde erstatningen. Den nuværende assistenttræner Morten Juul Hansen alias 'Gummi' sagde det meget klart, da han blev stillet over for forskellige alternativer.

Efter hans vurdering var det bedste bud på en kommende GVI-træner en person, der i forvejen var i klubben som talentchef. Og det var synonymt med Søren Fjorting.

Det blev herefter hurtigt afklaret, så Søren Fjorting har sagt ja til at komme tilbage til cheftrænerrollen i GVI, når sæsonen er afsluttet. Og med Morten Juul Hansen som assistenttræner.

“Søren Fjorting har altid været eksponent for den form for fodbold, som vi godt kan lide, og så har vi aldrig tvivlet på kvaliteten af hans træning. Derfor har vi også trygt givet ham ansvaret for vores talentudvikling, da han sidste år kom tilbage fra 'smutturen' til B1908. Det er derfor med glæde, vi præsenterer en cheftræner med masser af kvalitet og masser af GVI i hjertet,” siger en glad formand i GVI, Jesper Sørensen.

Publiceret: 06. Juni 2017 18:30

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder hver
dag fra Villabyerne

ANNONCER
Se flere