Forfatteren Jakob Melander er ’Ugens Læser’.
Forfatteren Jakob Melander er ’Ugens Læser’.
Skriv kommentar
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

Ugens Læser

Jakob Melander, 52 år, forfatter

Hvilken roman har du sidst læst?

“Jeg er ved at læse Petina Gappahs 'The Book of Memory'. En zimbabweiansk pige sælges af sine forældre til en hvid mand, som voksen anklages hun for at have dræbt ham, og fra fængslet tænker hun tilbage på barndommen i sit township, livet med den hvide mand og hvem hun er. Er desværre ikke udkommet på dansk, men den er fremragende og morsom midt i det forfærdelige.”

Hvem er din favoritforfatter?

“Hvis spørgsmålet er, hvilken forfatter jeg køber en ny bog af, så snart den kommer, må det være den tyrkiske nobelprismodtager Orhan Pamuk. Ham har jeg lært ufattelig meget af. Og han bliver kun bedre og bedre.”

Hvad er din favoritgenre?

“Jeg har ikke nogen favoritgenre - jeg er litterært altædende: Science Fiction, biografier, litterær fiktion, drama, krimi og sædeskildring, Bring it on!”

Har du nogensinde opgivet en bog?

“Masser af gange. Nogle gange er jeg vendt tilbage og har fundet ud af, det var mig, der ikke var klar. Andre gange er jeg aldrig nået tilbage, og andre igen gik det op for mig, at jeg havde ret første gang.”

Hvilken bog vil du anbefale andre læsere?

“James Joyce skal have sagt, at næst efter gud, har Shakespeare skabt mest. Så det må være hele hans værk: Det indeholder hele det menneskelige spektrum: Fra det allerlaveste til det svimlende høje, rædsel, skønhed, opofrelse, hovmod, kærlighed og had”.

Publiceret: 07. September 2017 21:00

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder og
annoncer hver dag fra Villabyerne

ANNONCER
Se flere