Leonora Christina Skov.
Leonora Christina Skov.
Foto: Kun Dori Photography
Skriv kommentar
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

Ugens læser: Leonora Christina Skov

Leonora Christina Skov, 41 år, forfatter og litteraturanmelder ved Weekendavisen, mag.art.

Hvilken roman har du sidst læst?

“Naomi Aldermans fremragende og prisvindende sci-fi, 'The Power'. Den handler om en amerikansk nutid, hvor kvinder pludselig kan give dødsensfarlige, elektriske stød gennem fingerspidserne, så mænd må flygte i rædsel. Det er med god margin den vildeste pageturner, jeg har læst i år, og jeg har ellers læst en del, for eksempel Margaret Atwoods 'Tjenerindens fortælling', som 'The Power' er nært beslægtet med. Feministisk sci-fi er ikke en genre, jeg før har dyrket, men nu læser jeg løs.”

Hvem er din favoritforfatter?

“Åh, jeg har mange. Blandt børnebogsforfatterne er det Lewis Carroll, L. Frank Baum og Ransom Riggs, blandt novelleforfatterne Amy Bloom og Lorrie Moore, blandt essayisterne Dorothy Parker og Meghan Daum og blandt voksenforfatterne Delphine de Vigan, Nicole Krauss, Jennifer Egan, Angela Carter, Jenny Diski, Ali Smith, Meg Wolitzer og Charlotte Brontë.”

Hvad er din favoritgenre?

“Lige nu er det autofiktion, fordi min næste roman, 'Den, der lever stille' (udkommer januar 2018, red.) er skrevet i den genre. Tænk 'Alt må vige for natten' af Delphine de Vigan og 'De urolige' af Linn Ullmann.”

Har du nogensinde opgivet en bog?

“De seneste femten år har jeg slavisk anmeldt en bog om ugen, først for Politiken og siden 2006 for Weekendavisen. Det bedste ved jobbet er, at jeg bliver præsenteret for fantastisk litteratur i genrer, jeg ikke selv ville have fundet på at læse; biografier, videnskabelige udgivelser, krimier, erhvervsbøger. Det værste er, at jeg bliver nødt til at læse alle bøgerne færdig, også de dårlige, så når jeg læser for min fornøjelses skyld, er det en stor glæde for mig at opgive de bøger, der keder mig. Det sker ofte.”

Hvilken bog vil du anbefale andre læsere?

“En af de bøger, der har gjort allerstørst indtryk på mig, er 'Great House' (på dansk 'Det store hus') af Nicole Krauss. Mine yndlingspassager er dem, hvor en gammel, forstokket far skriver et brev til sin søn, som han er dybt skuffet over og aldrig har forstået, men, forstår man hen ad vejen, stadig elsker. Uanset hvor mange gange, jeg læser de passager, græder jeg.”

Du kan møde Leonora Christina Skov på Jægersborg Bibliotek 7. september kl. 19. Det er gratis, men reserver en billet på genbib.dk.

Publiceret: 04. September 2017 07:00

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder og
annoncer hver dag fra Villabyerne

ANNONCER
Se flere