Journalisten Olav Hergel, hvis seneste roman ’Punktum’ udkom i 2016, er ugens læser. Pressefoto
Journalisten Olav Hergel, hvis seneste roman ’Punktum’ udkom i 2016, er ugens læser. Pressefoto
Skriv kommentar
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

Ugens Læser: Olav Hergel,

Olav Hergel, 60 år, journalist på dagbladet Politiken.

Hvilken roman har du sidst læst?

“Jeg har sidst læst Napoli-romanerne af forfatteren med synonymet Elena Ferrante.”

Hvem er din favoritforfatter?

“Det er Henrik Pontoppidan.”

Har du nogensinde opgivet en bog?

“Jeg har opgivet utallige bøger. Hvis jeg ikke er fanget efter to kapitler, stopper jeg.”

Hvilken bog vil du anbefale andre læsere?

“Jeg vil anbefale 'Lykke-Per' af Henrik Pontoppidan. Jeg læste den som teenager, og nu har jeg læst den igen. Det er stadig den bedste danske roman, jeg har læst.

Hver sætning er en sproglig nydelse. Allerede på første side, hvor Pontoppidan begynder at beskrive pastor Sidenius, står han lyslevende, streng og uforsonlig foran os i den jyske provinsby, og Pontoppidan behøver bare at beskrive en pige som sortøjet på kælkebakken en vinternat for 120 år siden, og vi ser byen, pigen og Lykke-Per, der kælker med hende, selv om han ikke må for sin strenge far.

Bogen er både en dannelsesroman og et mesterligt tidsbillede. Sådan var København omkring år 1900. Sådan var kunstnerne, pengemændene, det rige jødiske hjem, landadelen, kvinderne, erotikken, flirten, festerne, samtalerne, præsterne.

Sådan var det virkelig, og så er bogen elementært spændende, fordi den som de fleste store romaner handler om en hovedperson, der 'against all odds' forfølger en umulig drøm.

I amerikanske film går drømmen i opfyldelse. For Lykke-Per gør den det ikke, selv om han vel finder en form for ro. For Pontoppidan går drømmen dog i opfyldelse, fordi han hermed skriver dansk litteraturs store danske samtidsroman.

'Lykke-Per' er måske også årsagen til, at alle, der forsøger at skrive den store samtidsroman, enten fejler eller kun er lige ved og næsten. For de er oppe imod Pontoppidan, og endnu har der ikke været nogen, som kan måle sig med ham. Efter min opfattelse.”

Publiceret: 10. April 2017 08:30
¨

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder hver
dag fra Villabyerne

Annonce
ANNONCER
Se flere