59-årig mand fængslet for voldtægt mod mindreårig

Gennem en periode på fem år har manden angiveligt misbrugt en i dag 14-årig pige seksuelt. Overgrebene skete på flere adresser, bl.a. i Gentofte

Af
Jesper Bjørn Larsen

En 59-årig mand med bopæl i Sverige blev fredag fremstillet i et grundlovsforhør ved Retten i Lyngby, sigtet for i en årrække at have begået voldtægt ved andre seksuelle forhold end samleje mod en i dag 14-årig pige.

Ifølge sigtelsen begyndte manden de seksuelle overgreb i sommeren 2012, da pigen kun var syv år, og hans forbrydelser stod på helt frem til 2017.

Overgrebene har angiveligt fundet sted på både en adresse i Gentofte og i Sverige samt flere andre lokationer på Sjælland.

Grundlovsforhøret blev ført bag lukkede døre på begæring af anklagemyndigheden. Både den sigtede og den forurettede i sagen er beskyttet af et navneforbud.

Ifølge senioranklager Michael Qvist fra Nordsjællands Politi erkendte manden sig skyldig i alle sigtelser. Han blev varetægtsfængslet i fire uger.

Publiceret 25 October 2019 14:02