'Ben Kingsley' stjal pelse på Strandvejen

To tricktyve stjal torsdag formiddag ved 11-tiden to pelse fra Butik Susanne Rohrmann på Strandvejen i Hellerup.

Tyvene, en mand og en kvinde, kom ind i forretningen, hvor de begyndte at kigge på nogle tørklæder. Mens manden forsøgte at forhandle om prisen, gik kvinden rundt i forretningen, oplyser Nordsjællands Politi.

Den mandlige tricktyv beskrives som 50-55 år, 175-180 cm høj, ikke dansk, spinkel af bygning, mørkebrunt hår, iført lille paisley halstørklæde. Han havde hudfarvet Moncler-jakke på, lys ternet sixpence, han lignede skuespilleren Ben Kingsley og talte engelsk med udefinebar accent.

Den kvindelige tricktyv beskrives som 45-50 år, 170-175 cm høj, østeuropæisk af udseende, spinkel af bygning, langt mørkt hår sat op i en knold, iført lysebrun trenchcoat. jbl

Publiceret 25 October 2019 11:45