Juristerne Charlotte Trolle og Julie Wijngaard rykkede i januar ind på et kontor hos kontorfællesskabet Voxeværket i den gamle stationsbygning på Charlottenlund Stationsplads.

Juristerne Charlotte Trolle og Julie Wijngaard rykkede i januar ind på et kontor hos kontorfællesskabet Voxeværket i den gamle stationsbygning på Charlottenlund Stationsplads.

Jurist:

“Vi tegner forsikringer for alt her i livet, men vi forsikrer ikke vores børn, når mor og far ikke kan finde ud af det”

Flere par søger i fællesskab hjælp til at komme igennem deres skilsmisse. Det oplever to jurister, der netop er flyttet ind i et kontor på Charlottenlund Station

Af
Signe Haahr Pedersen

Nogle gange siger Julie Wijngaard til sine klienter:

“Se, nu sætter jeg jeres børn op på bordet. Hvad synes I så? Hvad vil I så sige?”

For tit kan forældre, der står midt i et brud ikke se andet end deres egne behov, og så eskalerer konflikterne.

Det oplever hun og hendes kollega Charlotte Trolle, der netop er flyttet ind i et kontor på Charlottenlund Station.

Her kommer mænd og kvinder og spørger om hjælp til at finde vej gennem paragrafferne og ud på den anden side af krakelerende ægteskaber. Firmaet hedder ‘Skilsmissebarnet', og det er ikke tilfældigt.

“Det bliver meget “mig, mig, mig”. Men lovens udgangspunkt er, at barnet er i centrum, og det er det, vi arbejder ud fra. Og det var det, vi syntes, manglede i systemet,” siger Julie Wijngaard.

Hun og Charlotte Trolle har arbejdet som jurister i Statsforvaltningen, Ankestyrelsen og i kommunalt regi og set skilsmisser, når de er værst. På deres kontor lægger de derfor op til, at par, der har børn, møder op sammen.

“Hvis du tager din egen partsrepræsentant, er der risiko for, at man sender et signal til den anden om, at nu skal vi i krig. Så lægger vi os ned i skyttegravene, og så skal der bare bombarderes med beskyldninger, og alt muligt skal graves frem,” forklarer Charlotte Trolle, og Julie Wijngaard fortsætter:

“Statsforvaltningen har nogle fine tilbud. Der er bare begrænset tid sat af. Og så er der ventetid. Og det er ventetiden, der er giftig. For du kan have de bedste intentioner, men er der pludselig noget, der begynder at irritere, når man går der og gnider sig op ad hinanden, og så skrider det. Så skrider de gode intentioner. Bedre er mennesket heller ikke. Og slet ikke i sådan en skilsmissesituation.”

Irritationsmomenterne kan være alt fra, hvor børnene skal have folkeregisteradresse til, hvor mange penge der skal bruges på fødselsdagsgaver. Alle de små ting, der kan flamme op og i sidste ende lede til en retssag.

Så i de papirer, parrene får med fra Julie og Charlotte, kan der stå, at lille Albert gerne må rejse alene med toget, når han bliver 11.

Eller, at han skal gå på den lokale folkeskole, og at hvis mor og far har fået nye kærester til den tid, må de gerne tage dem med til første skoledag.

Selv om det kan lyde som petitesser, er det diskussioner, som er vigtige at tage tidligt, mener de.

“Der er mange, der har det her rettighedssynspunkt. Man skal sikre sig sine rettigheder: “Hvad må jeg? Det er mine børn, og jeg har ret til dem.” Det kan man måske godt mene, men der prøver vi at hjælpe dem ved at vende bøtten og sige: ”Der er nogle børn her, som har ret til jer”,” siger Charlotte.

Vi vil ikke skilles nu, men...

Nogle forældre kommer til rådgivning så tidligt, at de endnu ikke har fortalt deres børn, at de har besluttet sig for at gå fra hinanden, og så er det store spørgsmål: Hvordan siger vi det? Det stilles på ugentlig basis, fortæller Julie.

“Vores udgangspunkt er altid at sige, at jo mere I kan vise jer som en enhed, jo bedre - en klippe, der siger, her er, hvad far og mor har aftalt, selv om der har været bump på vejen henimod den aftale, så er det en fælles beslutning. Så kan det godt være, at børnene bliver kede af det, men børn er egentlig ofte ret fortrøstningsfulde og meget konkrettænkende: ”Nå det er det, mor og far synes. Så er det det, vi gør.””

En enkelt gang er 'Skilsmissebarnet' blevet kontaktet af et par, der ikke havde i sinde at blive skilt, men bare gerne ville have en drejebog for en eventuel fremtidig skilsmisse.

“Det kan virke lidt sjovt i nogens ører. Du skal da tro på kærligheden, ville nogen nok sige, og det gjorde de også - bare så meget, at de også ville sikre, at den kærlighed skulle bæres videre, hvis de engang går fra hinanden. Vi tegner forsikringer for alt i livet, men vi forsikrer ikke vores børn, når mor og far ikke kan finde ud af det,” siger Julie, mens Charlotte peger på, at den form for planlægning også kan hænge sammen med, at nogle par har et stort behov for at føle sig i kontrol.

Det er en tendens, hun især ser lokalt her i Gentofte og omegn.

“Der er ret mange forældre, som ikke har lyst til at skulle være en del af et system, hvor man får et journalnummer og en sag,” siger hun, og Julie fortsætter:

“Det kan være svært, når du gerne vil have kontrol over dit eget liv, og så kommer du ud i Statsforvaltningen, hvor der kan sidde en nyuddannet jurist og siger: ”Nå ja, det kan godt være, du vil det, men nu har vi truffet afgørelse om noget andet, så kan du klage. ” Så bliver man sådan helt: “Jamen, det er mig der faren! Det er mig, der er moren!”

Før de blev selvstændige med rådgiviningsfirmaet ’Skilsmissebarnet’ arbejdede Trolle og Wijngaard med skilsmisser i blandt andet Statsforvaltningen, Ankestyrelsen og i kommunalt regi.

Før de blev selvstændige med rådgiviningsfirmaet ’Skilsmissebarnet’ arbejdede Trolle og Wijngaard med skilsmisser i blandt andet Statsforvaltningen, Ankestyrelsen og i kommunalt regi.

I vil altid elske børnene

Hvert andet ægteskab i Danmark går i stykker lang tid før, døden skiller.

Og det giver masser af trafik på Charlottenlund Station hos Charlotte Trolle og Julie Wijngaard, som er glade for, at flere forældre vælger at dukke op i fællesskab.

“Det er fagligt tilfredsstillende at sende et forældrepar ud af døren, hvis veje skal skilles, men som siger: “Vi har stadig en fælles vej, der hedder vores børn.” Glæden er jo langt større, end når du sidder med den enkelte,” siger Julie.

“Men det er også et større slid,” siger Charlotte:

“Når man har siddet dér til et møde i to timer, er man fuldstændig brugt, fordi man har siddet og holdt styr på, hvad den ene og den anden siger og skal prøve at finde løsningsforslag. Men det er så fedt at se den der lettelse hos dem bagefter, hvor de har det sådan: “Puha, vi kom igennem”.”

Tror I selv på kærligheden?

“Ja, det gør jeg faktisk. Også efter en eventuel skilsmisse. For på et eller tidspunkt var der noget kærlighed mellem to mennesker, som fik et barn sammen. Find lige dét frem, fordi når I begge to kigger på det barn, så elsker I jo det barn ubetinget,” siger Julie, og Charlotte nikker.

“Og der er ikke nogen andre, der vil elske det barn ligeså meget, som de to forældre. Heller ikke nye partnere. Så den kærlighed har man da trods alt stadig sammen.”

Publiceret 01 February 2018 10:00