Dramatisk afslutning på volley-klassiker
Gentofte Volley fik sejren over Marienlyst Odense i hus på usportslig fynsk optræden
Marienlyst var taget fra Odense til Gentofte for at vise, at man ikke skal afskrive holdet i kampen om DM i denne sæson. Gentofte topper ligaen, mens odenseanerne lå nr. fire før kampen.
Marienlyst valgte noget usædvanligt i topvolleyball at spille med to-hæver system. Både Kristoffer Abel og Daniel Thomsen indtog på skift pladsen.
Gentofte lod sig ikke overrumple af denne taktik. I første og andet sæt spillede hjemmeholdet fornuftigt og formåede at begrænse antallet af egne fejl. Det sikre spil gav sætgevinster med 25-19 og 25-21.
I tredje sæt gik Gentofte-holdet i stå. Modtagningerne svigtede for ofte samtidig med, at Marienlyst spillede sig op. Oftest med Kristoffer Abel i afslutterens rolle. Hele 50 angreb blev det til i kampen fra den fynske enmandshær.
Med sætsejr 25-18 til Odense-mandskabet blev kampen med ét særdeles spændende.
Fjerde sæt var jævnbyrdigt, men den store forskel bestod i, at Gentofte benyttede stort set alle angrebspunkter over for Odense-holdets ensidige kantangreb fra Abel.
"Jeg er tilfreds med, at vi kampen igennem – trods vanskeligheder – holder fast i vores spilmodel," bemærkede Gentoftes head coach Dan Pawlikowski efter kampen. ”Vi benytter os meget af vores centerspillere Nikolai Houmann og Rasmus Mikelsons, som i dag fik rigtigt mange oplæg. De fleste udnyttede de effektivt."
Gentofte fik kampens anden matchbold ved stillingen 25-24 i fjerde sæt. En Gentofte-redning røg udenfor banen, men bolden holdt sig i luften uden om antennen over mod Marienlysts bænk. Gentoftes Tobias Kjær gik efter den næsten umulige bold, men odenseaneren Daniel Thomsen gik i vejen for ham, så han ikke kan nå den. Usportslig, fynsk optræden og point, sæt og match til Gentofte. jbl
Publiceret 25 November 2019 16:00