Afrikas højeste bjerg Kilimanjaro er til september målet for Inge Færch og 18 andre. Pressefoto

Afrikas højeste bjerg Kilimanjaro er til september målet for Inge Færch og 18 andre. Pressefoto

Inge fra Charlottenlund bestiger Kilimanjaro for børnenes skyld

Inge Færch fra Charlottenlund skal op på Kilimanjaro

13. september begiver et hold bestående af 19 personer sig af sted for at bestige Afrikas højeste bjerg Kilimanjaro via initiativet Climb for Charity.

Med på turen til Kilimanjaro er Inge Færch fra Charlottenlund, der sammen med sit hold indsamler midler til Børneulykkesfondens initiativ Legeheltene, der skal styrke motorikken og skabe aktiv leg og bevægelse for indlagte børn i Danmark.

Deltagernes indsamling foregår bl.a. via en velgørenhedsauktion og sponsorater fra virksomheder.

Derudover er det muligt for venner, familie og virksomheder at blive 'højdemetersponsor' ved at donere et beløb for hver højdemeter, som Inge Færch bestiger.

Med sine 5.895 meter er Kilimanjaro det højeste bjerg i Afrika, og det kræver både viljestyrke og udholdenhed at nå toppen af bjerget. Inden turen har Inge Færch derfor gennemgået et målrettet træningsprogram for at opbygge styrke til turens udfordringer.

Det giver mening

"Når jeg træner, og det gør ondt - for det gør det - så tænker jeg blot på målet: At stå på toppen af Kilimanjaro. Så giver de mange træningstimer lidt mere mening. Endnu mere mening giver det dog, at jeg samtidigt støtter Legeheltenes vigtige arbejde," fortæller Inge Færch i en pressemeddelelse fra Børneulykkesfonden.

Climb for Charity har eksisteret siden 2015 og har siden da budt på ture til både Mont Blanc og Kilimanjaro. Med på Climb for Charity-turene har været en række kendte personer, højt profilerede erhvervsfolk og andre danskere.

Læs mere på www.climbforcharity.dk.

jesl

Publiceret 20 June 2019 19:00