Biblioteket anbefaler: Alle mennesker har seks opgaver, de skal have løst på den ene eller anden måde

Af Signe Langtved Pallisgaard, litteraturkonsulent, Gentofte Hovedbibliotek

Hvad er vores opgaver som menneske i den verden, vi lever i? Det diskuterer to af vores fremmeste menneskekendere i den tankevækkende bog 'Livsopgaver - Samtaler og klummer om det moderne mennesker'.

Bogen er et møde mellem forfatter Katrine Marie Guldager og professor Svend Brinkmann og en samling af deres klummer ’Moderne mennesker’ i Politiken. Siden 2017 har de på skift skrevet om det, der lå dem på sinde. Efterhånden opstod tanken om, at der måske i samlingen af de enkeltstående klummer lå nogle universelle budskaber.

De udpegede seks ting i livet, som ingen af os kan undlade at forholde os til. Livsopgaver, kalder de det. Livsopgaverne er: Vi skal elske, vi skal arbejde, vi skal stifte familie, vi skal udvikle os, vi skal indgå i en samtid, og vi skal dø. Forskellene på de to, forfatteren og psykologen, er tydelige i både samtaler og klummer, men sammen har de blik for både det nære og fjerne, det konkrete og abstrakte, det store og små. Begge henter inspiration i litteraturen og hos historiens store tænkere, og de er ikke bange for at udfordre sig selv og hinanden, når de forsøger at finde frem til, hvad vi skal med livet.

Katrine Marie Guldager har skrevet romaner, digte, noveller og børnebøger. Hun er især kendt for Køge-krøniken (2010-2016), en slægtshistorie i seks bind, og den anmelderroste bestseller En uskyldig familie (2017). Senest udkom Bjørnen (2018). Hun har modtaget en lang række legater og priser blandt andet Statens Kunstfonds treårige arbejdslegat, Kritikerprisen og Beatriceprisen.

Svend Brinkmann er professor i psykologi på Aalborg Universitet. Hans forskning går på tværs af psykologi, filosofi og kulturanalyse, og han har længe forsket i den stigende udbredelse af psykiatriske diagnoser. Han har blandt andet modtaget en Sapere Aude-eliteforskerbevilling fra Det Frie Forskningsråd til dette formål, og aktuelt forsker han i sorg og dens kulturelle betingelser.

Han blev for alvor kendt i offentligheden for bogen 'Stå fast – et opgør med tidens udviklingstvang' fra 2014, samt opfølgeren 'Ståsteder – 10 gamle ideer til en ny verden', der udkom i 2016. Han modtog i 2015 DR’s formidlingspris, Rosenkjærprisen samt Gyldendals Formidlingspris.

Svend Brinkmann og Katrine Marie Guldager taler om bogen Livsopgaver på bogens udgivelsesdag, tirsdag 8. oktober klokken 16 til 17.15 på Gentofte Hovedbibliotek. Tilmelding på genbib.dk/billetter.

Publiceret 14 September 2019 14:36