Malerie af Astrid Holm, der har titlen 'Motiv fra Bretagne'. Beskåret foto.

Malerie af Astrid Holm, der har titlen 'Motiv fra Bretagne'. Beskåret foto.

Matisse-elev rykker ind på Øregaard

Siden torsdag har du kunnet opleve udstillingen 'Astrid Holm & Co' på Øregaard Museum

Øregaard Museum genopdager Matisse-eleven Astrid Holm (1876-1937) med udstillingen Astrid Holm & Co. Her præsenteres Holms maleri og værker af hendes nærmeste kvindelige kunstnerkammerater: Ebba Carstensen (Danmark), Vera Nilsson (Sverige) og Juliana Sveinsdottir (Island).

Med Holm som samlingspunkt var de fire kunstnere – med vilje og visioner – med til at definere modernismen i første halvdel af det 20. århundrede. Udstillingen vises fra den 12. september til den 26. januar og ledsages af en gennemillustreret bog af Hanne Abildgaard, ekspert i dansk modernisme.

Nytænkende

Astrid Holm var en nytænkende og kosmopolitisk skikkelse i dansk kunst i 1910’erne og 20’erne. I Paris opsøgte hun de nyeste tendenser på den internationale kunstscene blandt andet som elev af Henri Matisse (1869-1954). Hjemme i København introducerede hun fauvismens farverige vitalitet for et dansk publikum og fik i 1913 sit gennembrud på Den Frie. Samtidig arbejdede hun for at forbedre uddannelses- og udstillingsmulighederne for samtidens unge kunstnere. Holm var med andre ord en fremtrædende person i det danske kunstmiljø, men efter sin død blev hun stort set glemt.

"Dén skæbne deler Astrid Holm med flere af sine kvindelige kolleger. Nu genopdager Øregaard Museum denne gruppe af modernismens frontløbere med udstillingen Astrid Holm & Co. og den ledsagende forskningspublikation. Målet er at sikre Astrid Holm og hendes kunstnerkammerater en varig indskrivning i vores fælles kunsthistorie," skriver Øregaard Museum i en pressemeddelelse.

Kampen for en karriere

I 1910’erne var Astrid Holm med helt i front af det netværk af unge kunstnere, som gjorde sig bemærket med et progressivt, kunstnerisk udtryk.

Men sammen med de andre kvindelige kunstnere måtte hun arbejde hårdt for at få fodfæste i det mandsdominerede kunstmiljø. Især var kvindernes udstillingsmuligheder begrænsede, da de var udelukket fra kunstnersammenslutninger som Grønningen.

Astrid Holm og hendes kreds prøvede derfor selv at gå nye veje og skabe muligheder for at sikre sig et livsgrundlag som professionelle, selverhvervende kunstnere.

Her er værket

Her er værket "Rose dækker bord" fra 1914. Billedet er på Statens Museum for Kunst. Beskåret foto.

I 1916 var hun medstifter af fagorganisationen Kvindelige Kunstneres Samfund, der blev en vigtig stemme i datidens debatter om de kvindelige kunstneres vilkår og muligheder. Efter 1919 foregik Astrid Holms gerning primært som leder og underviser dels på Kunstnernes Statsstøttede Croquisskole, som blev et samlingssted for skandinaviske modernister, og dels fra 1921 også på en nyoprettet væveskole på Kunstakademiet, som hun blev leder af. Dermed fik Astrid Holm en vigtig betydning for den kunstneriske uddannelse af mange både mandlige og kvindelige kunstnere.

Ebba Carstensen (1885-1967), Júlíana Sveinsdóttir (1889-1966) og Vera Nilsson (1888-1979) var en del af Holms nærmeste kreds – enten via Croquisskolen via fagorganisationen Kvindelige Kunstneres Samfund, eller fordi de, for Ebba Carstensen og Júlíana Sveinsdóttirs vedkommende, beskæftigede sig med tekstil sideløbende med maleriet enten alene eller i samarbejde med Astrid Holm.

Både Holm, Carstensen, Nilsson og Sveinsdóttir var berejste og uddannet i både ind- og udland. Astrid Holm modtog eksempelvis flere rejsestipendier, som ikke kun gav adgang til rejser i Europa, men i 1914 også så langt væk som Vestindien.

Caja Prytz og Astrid Holm i Italien i 1908.

Caja Prytz og Astrid Holm i Italien i 1908.

Men de fire kunstnere havde også den nordsjællandske kystby Horneby ved Hornbæk som et fælles omdrejningspunkt. Her havde både Holm og Carstensen sommerhus, og Holm fik hyppigt besøg af Sveinsdóttir, som købte Holms hus i 1937 efter hendes død, mens Nilsson arvede hende. Deres forbindelser har altså også i privat sammenhæng været meget tætte.

Godt 80 værker

Udstillingen på Øregaard Museum Udstillingen præsenterer godt 80 værker fra museer og private ejere i ind- og udland, fortrinsvis maleri, men også enkelte tegninger, keramiske arbejder og eksempler på vævning bliver inddraget.

Udstillingen er en kollektiv fortælling om en gruppe kvindelige kunstnere med Astrid Holm i centrum, og giver et retrospektivt indblik i hendes alsidige arbejde og dens udvikling med inspiration fra Matisse og fransk fauvisme til i de sene år i slutningen af 1930’erne, hvor hun dør i 1937, kun 61 år gammel.

Kapp

Publiceret 14 September 2019 11:45