Ugens læser er Anne Wehner, anmelder på bogblogger.dk. Pressefoto

Ugens læser er Anne Wehner, anmelder på bogblogger.dk. Pressefoto

Ugens læser: Murakamis forfatterskab er magisk

Anne Wehner, anmelder på Danmarks største bogblog, bogblogger.dk og litterær formidler hos Arnold Busck i Hellerup

Hvilken roman har du sidst læst?

"Jeg har netop genlæst '1Q84' af den japanske forfatter Haruki Murakami. Efter at have læst mesterværket 'Mordet på kommandanten', som er hans seneste udgivelse, blev jeg inspireret til at genlæse hans magiske forfatterskab."

Hvem er din favoritforfatter?

"Jeg holder meget af skønlitteratur og lyrik. I øjeblikket er jeg meget optaget af islandsk og japansk litteratur. Blandt mine favoritforfattere tæller den islandske Auður Ava Ólafsdóttir og den japanske forfatter Haruki Murakami."

Har du nogensinde opgivet en bog?

"Det er meget sjældent, at jeg går i stå i en bog, men Walter Isaacsons fantastiske biografi om Leonardo da Vinci måtte jeg læse af flere omgange."

Hvilken bog vil du anbefale andre læsere?

"Jeg anbefaler på det varmeste den fine og hjertevarme roman 'Stiklingen' af Auður Ava Ólafsdóttir. Det er en smuk og poetisk bog om tro, håb og kærlighed. Den er livsbekræftende på en helt vidunderlig måde."

Publiceret 16 September 2019 09:24