Villabyernes anmelder var bjergtaget af Trio con Brio Copenhagens jubilæumskoncert i Helleruplund Kirke i sidste uge. Arkivfoto: John Green

Villabyernes anmelder var bjergtaget af Trio con Brio Copenhagens jubilæumskoncert i Helleruplund Kirke i sidste uge. Arkivfoto: John Green

Anmelder om Jubilæumskoncert i Helleruplund Kirke: Trio con Bravo Bravissimo

Seks stjerner fra Villabyernes anmelder til Trio con Brio, der indledte sæsonen hos Hellerup Kammermusikforening med Mozart og Prokofiev i en stuvende fuld Helleruplund Kirke.

Af
Dorte Fjeldsted

Hvor er vi bare heldige. Hellerup Kammermusikforening holder til i Helleruplund Kirke, og Trio con Brio Copenhagen, denne internationalt anderkendte og berømte trio, er husensemble netop her og fejrer netop nu 20 års jubilæum.

Med en vis forventning går man til kammerkoncert og tænker; der er jo god plads i Helleruplund Kirke, stor og smuk er den i sit 1950'er-byggeri af smukke gulsten indvendig og med fine glasmalerier.

Alligevel forbløffes man allerede ved indgangen. Kirken er 20 minutter før tid stuvende fuld! Alle pladser besat og en summende forventning.

Nu er de her igen. Trio con Brio Copenhagen starter sæsonen og det med et super program.

Vemodigt klaver

Og så træder de ind. Tre smukke mennesker med hvert deres instrument. Soo-Jin Hong på violin, Soo-khuang Hong på cello og Jens Elverkjær på klaver. Festen kan begynde.

Mozarts klavertrio i e-dur, kv 542, forudsætter en dygtig pianist, og det er Jens Elverkjær så sandelig! Førstesatsen starter en klaversolo i vemodig sang, hvorefter strygerne fortsætter i dialog. Andensatsen andante grazioso som en march, og allegroen har et lirekassetema.

Denne trio kommunikerer ikke bare med hinanden på den mest charmerende vis, men fanger os alle med deres fortryllende spil, der går ind i hjerne og hjerte.

Fyldte som et symfoniorkester

Så gik de videre til Prokofiev og spillede uddrag af 10 stykker fra Romeo og Julie, op 75 arr. Klavertrio.

Jeg tror, mange med mig lyttede nærmest åndeløst til deres fortolkning her. Balletmusik, der for det meste bliver spillet med fuldt symfoniorkester, fyldte med denne magtfulde trio som et helt symfoniorkester.

Man ser fuldstændig den unge Julie for sig i sin dramatiske og romantiske forelskelse, nærmest svævende på en sky. Og man ser de snobbede adelsfamilier komme skridende i deres magt og vælde, fuldstændig blinde for kærlighedens magt.

Og så igen: Det er en nydelse for øjet at se de tre musikere med både øjne og kroppe fuldstændig koordinere og samarbejde deres spil, med et engagement helt ud i fingerspidserne.

Sublim trio

Endelig spillede de Tjajkovskijs klavertrio i a-mol, op 50. Jeg har hørt Tjajkovskij før, men aldrig denne klavertrio.

Den bjergtager dog en med det samme. En kraftpræstation af pianisten og et sublimt samspil igen først med cello og derefter alle tre i evig lytten til hinanden og en derfor mosaikskabende lyd, der betager og griber.

Man mærker den fælles kraft, som er en forudsætning for, at denne kraftanstrengelse af en klavertrio skal lykkes, og det gør den bare!

Wow, hvor er de bare sublime, smukke skabere af den dejligste musik. Trio con BRAVO BRAVISSIMO Brio Copenhagen! Mindre end seks stjerner bliver det ikke.

Publiceret 10 October 2019 12:20