Den 3. november er der fernisering i Atelier Eisner kl. 13.

Den 3. november er der fernisering i Atelier Eisner kl. 13.

Jeppe Eisner folder sig ud i Dyrehaven

I forbindelse med årets Hubertusjagt den 3. november kan man opleve Dyrehavemaler og jubilar Jeppe Eisner intet mindre end otte forskellige steder

Af
Signe Steffensen

Som altid sænker roen sig, når man kører ind ad Enghavevej i Klampenborg, hvor skoven falmer trindt om land, og Jeppe Eisner tager imod i nummer fire sammen med husets hunde, der lidt halvdovent, men høfligt, hilser på.

Udenfor er meget af løvet ved at give slip, og efteråret er efterhånden mere gult end rødt.

”Det er mine farver lige nu,” siger Jeppe Eisner, bakker lidt på piben og kigger ud mod skoven.

Men der er ikke meget tid til at male i disse dage, hvor han er i gang med at tilrettelægge hele otte udstillinger i forbindelse med årets Hubertusjagt.

Jeppe Eisner med årets plakat. Foto: Peter Kapabel

Jeppe Eisner med årets plakat. Foto: Peter Kapabel

Også selvom han med sikkerhed kan sige, at han har oparbejdet en vis rutine.

I år er det 50 år siden, at han som 19-årig debuterede på Kunstnernes Efterårsudstilling, og det er 25 år siden, at han for første gang slog dørene op til sin årlige fernisering den første weekend i november i forbindelse med Hubertusjagten.

Maleriet gik i arv

Malerfaget gik i arv fra forældrene Ib Eisner og Inger Larsen. Og når han er i gang med ophængningerne til en udstilling, og løsningerne ikke ligger lige for, så kan han stadig vågne om natten ved, at hans afdøde mor kommer med gode råd.

”Der om natten bliver jeg ret irriteret, men næste dag prøver jeg alligevel lige hendes forslag, og som oftest har hun jo ret,” siger han skælmsk.

Hvis han ikke skulle have været maler, så skulle han have været arkæolog eller kok. For det, han husker bedst om skolen, var, at den tog meget lang tid.

Sit første billede solgte han allerede som 12-årig i Paris til en amerikaner, der købte det for én dollar.

Det dækkede dårligt omkostningerne til det lærred, han havde snuppet fra sin far, og siden har han som sin egen kunstkurator arbejdet på at blive en bedre forretningsmand.

De ikoniske gamle hanner

For de, der har deres daglige gang i Dyrehaven, er Jeppe Eisner næsten fast inventar. Han har malerværksted i Magasinet ved Eremitageslottet, hvor han også har en lille malerskole, og i forbindelse med Hubertusjagten kan man opleve nogle af Jeppe Eisners helt store malerier her.

Det er malerier af hjorte og heste. Blandt andet finder du portrætter af nogle af Dyrehavens ikoniske gamle hanner Julius og Gandolf.

Selv når det bliver rigtig råkoldt, sidder han herude med hat og staffeli. For ligesom han er blevet en integreret del af Dyrehaven på linje med de ræve og grævlinge, han dagligt ser i skoven, så er Dyrehaven også blevet en integreret del af Jeppe Eisner.

”Jeg skal herud. Det er vigtigt for min mentale sundhed,” siger han.

I forbindelse med årets Hubertusjagt kan man opleve et bredt udvalg af Jeppe Eisners billeder otte forskellige steder i og omkring Dyrehaven. Udstillingerne har hver deres tema.

Udstillingen på Enghavevej 4 har åbent fredag, lørdag og søndag fra kl. 11-17 til og med 1. december.

Udstillinger

Her kan du opleve Jeppe Eisners billeder 3. november

Galleriet Enghavevej 4, Klampenborg. Åbent fra kl. 11. Fernisering den 3. november kl 13.

Magasinet ved Eremitageslottet

Kongekilden

Studenterkilden

Hotel og Restaurant Fortunen

Piil og C

Peter Lieps

Restaurant Røde Port

Udstillinger

Her kan du opleve Jeppe Eisners billeder 3. november

Galleriet Enghavevej 4, Klampenborg. Åbent fra kl. 11. Fernisering den 3. november kl 13.

Magasinet ved Eremitageslottet

Kongekilden

Studenterkilden

Hotel og Restaurant Fortunen

Piil og C

Peter Lieps

Restaurant Røde Port

Publiceret 31 October 2019 10:06