Kunstnerne finder begge deres inspiration i naturens former og fænomener. Pressefoto

Kunstnerne finder begge deres inspiration i naturens former og fænomener. Pressefoto

Fernisering fredag: Keramik hos Borella

Keramiske værker af Lone Skov Madsen og Turi Heisselberg Pedersen

udstilling På fredag 15. november kl. 15-18 har Galleri Lars Borella på Ordrupvej i Charlottenlund fernisering på udstillingen 'Mudshape' med skulpturelle keramiske værker af Lone Skov Madsen og Turi Heisselberg Pedersen.

Kunstnerne finder begge deres inspiration i naturens former og fænomener, selv om de arbejder med vidt forskellige formvokabularer. I udstillingen får man associationer til geologiske fænomener, vækstlignende formdannelser og inciterende strukturer og overflader, skriver galleriet i en pressemeddelelse.

Turi Heisselberg Pedersen har igennem årene været kendt for sine balustre-former med de sarte sinterbegitninger, men de seneste år har hendes værker ændret karakter og er blevet kantede, skulpturelle former.

Lone Skov Madsen har arbejdet med fadet som form igennem en årrække, men finder til stadighed nye temaer og variationer i overflader, stof og ornamentik, der underbygges af hendes intense glasurudtryk.

Lone Skov Madsen og Turi Heisselberg Pedersen har udstillet på museer og gallerier i Danmark og udlandet og har høstet anerkendelse i form af indkøb, priser og legater, som Statens Kunstfond, Ny Carlsbergfondet og Annie og Otto Detlefs Keramikpriser.

Udstillingen er åben til lørdag 21. december.

jesl

Publiceret 14 November 2019 22:00