Cecilie Lind er født i 1991 og tog afgang fra Forfatterskolen i 2013. Hun debuterede med digtsamlingen Ulven åd min eyeliner i 2010 og har siden udgivet seks bøger, herunder en roman, Til en engels forsvar fra 2017. Hun er mor til en lille dreng. Foto: Lærke Posselt

Cecilie Lind er født i 1991 og tog afgang fra Forfatterskolen i 2013. Hun debuterede med digtsamlingen Ulven åd min eyeliner i 2010 og har siden udgivet seks bøger, herunder en roman, Til en engels forsvar fra 2017. Hun er mor til en lille dreng. Foto: Lærke Posselt

Biblioteket anbefaler: Det mest almindelige, det allerstørste

Cecilie Lind skriver sandheder om moderskabet i langdigtet "Mit barn"

Af
Af litteraturformidler Christine Fur Fischer

Gentofte Hovedbibliotek

liiteratur Moderskabet er voldsomt og livsomvæltende. Moderskabet er overvældende. Moderskabet er et virvar af modsatrettede følelser. Moderskabets første tid er både den lykkeligste og den sværeste tid.

Det er nogle af de sandheder om moderskabet, der kommer til udtryk i digter Cecilie Linds nye og bundærlige langdigt 'Mit barn' om de første ni måneder som mor til sit første barn.

Fortæller-jeg’et er ung og sårbar, forvandlingen til mor synes ikke helt frivillig og med en uventet og uønsket kobling til hendes egen mor.

Barndommen er stadig meget nærværende for den unge mor. ”jeg bliver mere datter af at blive mor / at være gravid er at efterligne sin egen tilblivelse / at blive mor er at blive sin egen mor / lære hende at kende med kroppen /”

Digtet starter med fødslen. ”hjertet og endetarmen brister / lort og blod / og et spædbarnshoved titter frem /”

Og fortsætter kronologisk, som en dagbog, de første ni måneder af barnets liv: ”barnet er fyldt ni måneder / nu har verden båret ham lige så lang tid som jeg / vi kender mit barn /”

Please stop din gråd

I løbet af de ni måneder er der kaos, dagligdag, barselsbobbel, søvnunderskud, der vokser, havregrød, der gror pels på køkkenbordet, og angsten og usikkerheden som evige følgesvende.

Fra: ”jeg er ikke alene længere / jeg er stadig ensom /”

og: ”det er til at blive skør af – hele tiden at møde ham – hele tiden at miste ham /”

til: ” kære barn / please stop din gråd / jeg kan ikke / mere /”

og frustrationen over parforholdets ulighed i barselstiden: ”mine hænder holdes, men ikke hårdt nok, jeg har brug for at de knuges, jeg beder min elskede om at tage mig tættere ind til sig, sige at det går, før han går, jeg går i stykker af al den laks, der skal koges og blendes, jeg er alene i tilberedningen, jeg kan ikke holde stanken af fisk ud …”

Digtet er grundigt i sin gennemgang af både det banale og det ophøjede ved moderskabet. Det almindeligste i verden og alligevel det største i livet. At give livet videre.

Digtet er også grufuldt i sin skånselsløshed af det fornedrende, det pinagtige, det usigelige, det bekymrende. Den evige vekslen mellem den onde mor og den gode mor. Tvivlen og troen på sig selv. Her er ærligheden indimellem brutal.

Publiceret 17 November 2019 10:00