74-årige Elisabeth Leonskaja fortolkede Schubert med både fynd og klem i en meget ekspressiv spillestil, da hun i sidste uge gav solokoncert Problemet var, at akustikken i kirkerummet flere gange skabte tvivl hos Villabyernes anmelder, om hun overhovedet spillede Schubert, og ikke for eksempel Wagner eller Bruckner. Foto: Hans Ovesen

74-årige Elisabeth Leonskaja fortolkede Schubert med både fynd og klem i en meget ekspressiv spillestil, da hun i sidste uge gav solokoncert Problemet var, at akustikken i kirkerummet flere gange skabte tvivl hos Villabyernes anmelder, om hun overhovedet spillede Schubert, og ikke for eksempel Wagner eller Bruckner. Foto: Hans Ovesen

Anmeldelse: Schubert på alle tangenter

Mandag den 25. november havde Hellerup Kammermusikforening inviteret pianisten Elisabeth Leonskaja til at give solokoncert i Helleruplund Kirke. Det blev en fin oplevelse, selv om det store Steinway-flygel ikke spillede sammen med kirkerummets akustik

Af
Hans Ovesen

****

Stjernepianisten 74-årige Elisabeth Leonskaja blev født i Tbilisi af polsk-jødiske forældre og debuterede allerede som elleveårig efter nogle års musikundervisning på en af Tbilisis musikskoler. Som 33-årig flyttede hun til Wien, hvor hun har boet siden.

Til aftenens program havde hun valgt Franz Schuberts tre sidste klaversonater, skrevet med ufattelig energi på trods af sygdom og svækkelse i månederne op til hans død allerede som 31-årig i 1828.

Stjernepianisten Elisabeth Leonskaja gæstede for nylig Helleruplund Kirke. Pressefoto: Marco Borggreve

Stjernepianisten Elisabeth Leonskaja gæstede for nylig Helleruplund Kirke. Pressefoto: Marco Borggreve

Hver af de tre sonater er et kæmpeværk på over en halv times varighed i en for Schubert karakteristisk vekslen mellem det muntert og lyrisk melodiøse og det dybt dramatiske. Selv de lykkeligste passager har dystre og truende undertoner. Schubert havde været syg af syfilis i sine sidste seks leveår og døde af en tilstødende tyfus.

Han boede i Wien i hele sit liv og beundrede den store og 27 år ældre Beethoven, der boede lige rundt om hjørnet. Men selv om de formentlig tit har mødt hinanden på gaden, talt de så vidt vides aldrig sammen. Hvad Beethoven mente om Schuberts musik, eller om han overhovedet kendte til den, er der vist heller ingen, der ved.

Påvirkningen fra Beethoven er tydelig i de tre sonater, både i deres voldsomme og nuancerede udtryksfuldhed og i Schuberts inspirerede afsøgning af musikkens muligheder i nye og undertiden stærkt dissonerende harmonier, i abrupte brud på de melodiske og tematiske forløb, i nærmest uforudsigelige dynamiske udbrud, i overrumplende skift i toneart, i store intervalspring og lange passager bygget op af oktavparalleller.

Der er mange overraskelser og megen romantisk melankoli og længsel i hans musik.

Lidt skingre toner

Til aftenens koncert havde kammermusikforeningen lånt et stort Steinway-koncertflygel. Det skulle de nu nok ikke have gjort. Det voluminøse instrument spillede simpelthen dårligt sammen med kirkens ellers fine akustik, og i Leonskajas ofte kraftige anslag havde de høje toner tendens til at blive skingre, mens tonerne i mellemlejet og i de meget dybe basgange, som Schubert har en del af i sonaterne, var tilbøjelige til at mudre sammen.

Meget af den klarhed, der ellers kendetegner Schuberts musik i både de lystige og vemodige afsnit, druknede i efterklange, og når sonaterne så tilmed var i hænderne på en så ekspressiv, for ikke at sige eksplosiv, pianist som Leonskaja, kunne det næsten kun gå galt. Det mindre flygel, der er fast inventar i kirken ville have tjent både pianisten og komponisten betydeligt bedre.

Elisabeth Leonskaja er på mange måder en vidunderlig pianist, men med en så voldsomt ekspressiv fortolkning af Schubert i en så uhensigtsmæssig akustik kunne i hvert fald undertegnede flere gange blive i tvivl, om det overhovedet var Schubert, hun spillede, og ikke for eksempel Wagner eller Bruckner.

I et sådant bombardement af lyd og følelser er det svært at få plads til tilhørerens egne følelser, eller som Mark Twain sagde om Wagner: ”Hans musik er bedre, end den lyder!”. Den musikalske oplevelse bliver trods alt større, når man lader sig forføre, end når man får vredet armen om.

Ikke desto mindre fik Elisabeth Leonskaja stående applaus fra et begejstret publikum, og kirken var fyldt til bristepunktet, endda med ekstra stole sat op foran kirkebænkene og hele vejen på begge sider af midtergangen. Hellerup Kammermusikforening havde endnu en gang en kæmpe koncertsucces.

Publiceret 02 December 2019 09:36