Foreningen Socialpolitisk Forum har dannet et frivilligt bisidderkorps. Arkivfoto

Foreningen Socialpolitisk Forum har dannet et frivilligt bisidderkorps. Arkivfoto

DEBAT: En udstrakt hånd – også til Ældre Sagen

Gitte Haslebo, formand for Socialpolitisk Forum i Gentofte

Tak til Ældre Sagen for læserbrevet den 22. oktober.

I Socialpolitisk Forum i Gentofte har vi stor respekt for Ældre Sagen, der både hjælper ældre borgere og er en vigtig stemme i den socialpolitiske debat i samfundet.

Tanken om, at mange borgere, der står alene med svære problemer i deres liv og derfor kan have brug for en bisidder, er bestemt ikke ny. Allerede i 1987 blev det en lovbestemt ret, at borgere kunne tage en bisidder med på møder med offentlige myndigheder. Det er rigtig flot, at Ældre Sagen igennem 12 år har kunnet hjælpe ældre borgere med en bisidder. Det er der også mange patientforeninger, der gør i forhold til specifikke grupper.

Men der er mange borgere, der hverken er pensionister eller medlem af en patientforening, som kan have brug for en bisidder til et svært møde i Jobcentret, familieafdelingen eller andre steder i kommunen.

Det kan være unge uden fodfæste i uddannelsessystemet eller på arbejdsmarkedet, børnefamilier i krise, unge flygtninge, der ikke kender deres rettigheder, familier med handicappede børn, mv. Det er disse forskellige grupper, der gratis vil kunne få en bisidder fra Socialpolitisk Forums bisidderordning. Denne blev oprettet juni 2019, og vi har allerede fået adskillige henvendelser fra borgere i alle aldre, herunder en ældre pensionist, som vi iøvrigt henviste til Ældre Sagen.

Vi håber, at jeres læserbrev vil motivere borgere til at henvende sig til jer og tilbyde at være besøgsven.

Nøgleordene i Socialpolitisk Forum er netop velfærd, lighed og fællesskab. Vi er også optaget af, at alt for mange borgere kan føle sig ensomme, forladte og uden for fællesskaber – og det uanset alder.

Vores udstrakte hånd gælder også Ældre Sagen, som vi gerne vil have et samarbejde med – både om bisiddererfaringer og andre indsatser i civilsamfundet.

Publiceret 02 November 2019 07:09