"Jeg synes, idéen om isdisco er fantastisk, men at se hvordan sådan en aften forløber er under al kritik," skriver en læser. Modelfoto: Adobe Stock Anna Om - stock.adobe.com

DEBAT: Min søn forsøgt overfaldet og slået til Is-disco i Gentofte skøjtehal

Mariana Mimovic, Rævehøjparken, 2800 Lyngby

Mariana Mimovic, Rævehøjparken, 2800 Lyngby

Jeg er mor til to teenager der igennem de sidste par år er kommet til is-disco i Gentofte skøjtehal. For mine børn har det nærmest været ugens højdepunkt - men nu er det nærmest mit mareridt!

De sidste 3 lørdage har der været store problemer - for 3 uger siden blev min søn forsøgt overfaldet og slået. Jeg blev hidkaldt af de såkaldte "vagter" og fandt frem til hvem det drejede sig om - efterfølgende holdt jeg møde med forældre og barn og troede så det var overstået... I går var den gal igen!! Dog ikke med det samme barn. Efter at have sat dem af ved skøjtehallen blev jeg kaldt tilbage, da min søn følte sig utryg! I 4 stive timer stod jeg i hallen for at holde øje. Selvom jeg var tilstede forhindrede det ikke den gruppe der havde set sig vred på min søn at blive ved med at genere ham. Jeg henvendte mig til de såkaldte "vagter" flere gange - men ingen gjorde noget.Jeg gjorde mig mange observationer på de 4 timer.... Jeg synes ideen om isdisco er fantastisk, men at se hvordan sådan en aften forløber er under al kritik!!!

Uden at kende til div regler om hvor mange der må være osv, så må jeg konstatere, at der er så mange, at det et stå på skøjter nærmest er en umulighed og at det de kalder for vagter helt åbenlyst er en flok forældre der sikkert er der frivilligt (respekt for det) Men der er ingen der agerer og ingen der tager den tumult og ballader der er seriøst!

Jeg ved fra andre forældre, at de har det på samme måde. Jeg er på ingen måde længere tryg ved at sende mine børn afsted og jeg synes ikke det kan være meningen, at jeg skal stå "vagt" i 4 timer hver lørdag. Hvor er kommunen i det her???

Er der ikke et krav om rigtige vagter til et event med så mange børn og unge?? Det virker efterhånden blot som en pengemaskine hvor jungleloven hersker og hvor rigtig mange af de ballademagere der kommer ingen respekt har for de voksne. Jeg har på baggrund af de sidste ugers begivenheder været i kontakt med politiet - de er klar over problematikken - men kan jo ikke sidde standby i hallen hver lørdag!Det er på tide, at nogen tager ansvar - men hvem!?Hilsen en bekymret mor.

Svar fra Lars Hummelmose, formand Gentofte Stars:

Isdisco i Gentofte er blevet en stor succes, som lørdag efter lørdag tiltrækker 500-700 unge mennesker til det, vi kalder Storkøbenhavns største sodavandsdiskotek.

Selvom vi gør rigtig meget for, at det skal være en god og tryg oplevelse for alle de unge, så kan vi ikke forhindre, at der opstår konflikter. Eller at eksisterende konflikter tages med til isdisco

Men vi kan sørge for, at konflikterne bliver håndteret, dæmpet og for, at de, der ikke kan finde ud af at opføre sig ordentligt bliver bortvist og forbudt at komme igen.

Isdisco drives af frivillige kræfter, og vi er omkring 300 voksne med en ledelsesgruppe, der skiftes til at stå for arrangementet. Derudover har vi tilknyttet et fast korps af vagter, der i officielle jakker holder opsyn både uden for hallen, i hallen og er med på skøjter på isen. Hver lørdag er der således 10 frivillige forældre og 19 ansatte vagter til stede.

Vi har et tæt samarbejde med kommunens gadeplansmedarbejdere og med politiet. Når vi mærker, at der er spændinger mellem grupper af unge til isdisco, tilkalder vi hjælp, og politiet er flinke til som en forebyggende foranstaltning at være til stede i området, og gadeplansmedarbejderne er rigtig dygtige til at få gemytterne til at falde til ro.

Selvom vi bor i en relativt fredelig kommune, så har vi også vores del af utilpassede unge. Isdisco er og skal være et inkluderende arrangement, men vi tolererer aldrig vold og trusler. Det medfører øjeblikkelig bortvisning.

Det er beklageligt, at en dreng har følt sig utryg og oplevet, at han ikke har fået den hjælp og støtte fra de voksne og fra vagterne, som det er meningen.

Hertil kan vi kun sige, at vi ikke mener, det er det generelle billede. Tværtimod så synes vi, at Isdisco er et trygt og sikkert arrangement for børn og unge, hvor der altid er voksne til at støtte, når konflikterne opstår.

Vi vil tage den konkrete sag op på vores evalueringsmøde, vi altid holder efter hvert isdisco for hele tiden at blive bedre til at tage problemerne i opløbet.

Publiceret 12 November 2019 11:45