DEBAT: DOT er godt

Carsten Petersen, Cand. Polit, Ordrupvej 67b, Charlottenlund

Busrute 185 har for nylig omlagt køreplanen, så den nu tager turen forbi Gentofte Hospital, inden kursen sættes mod Nørreport. I dagtimerne køres der tre gange i timen. Herfra kan man hurtigt og fleksibelt komme rundt i byen via Cityringen.

Altsammen til en yderst konkurrencedygtig pris. På en almindelig hverdag tæller passagererne dog max 10 passagerer, ligeligt fordelt på skoleelever og seniorer. I kommunen har vi desuden flere lokale busruter, der dækker bredt, samt fire togstationer.

I dagtimerne på hverdage er det samlede gennemløb af biler på f.eks. Ordrupvej oftest med kun én passager på sædet, op til 50 pr. minut.

Nu melder FN så i dag ud, at det haster med at nedbringe CO2-udslippet, hvis man skal i mål med de vedtagne mål. Husk i den forbindelse på, at privatbilisten er en af de helt store syndere hvad angår CO2, mens den kollektive trafik belaster klimaet langt mindre. Tog er mindst CO2-belastende med bussen på en 2.plads. Der er lang vej op til bilerne.

Når “skattetrykket” på privatbilisme aldrig har været højere og dækningen af den kollektive trafik næppe aldrig har været bedre i Gentofte, må det være adfærden hos mange, der tilsidesætter de fornuftige valg. Som trafikforsker Harry Lahrmann fra. Aalborg Universitet netop har udtalt i dagspressen, bør man give bilisterne et ordentligt drag over nakken via endnu højere afgifter. For hvad nytter det ellers, at jeg som ansvarlig borger gør min indsats for miljøet, når gevinsten soldes væk.

Publiceret 03 December 2019 14:19