Fodgængerbroen er slidt og udtjent. Den er ikke farlig at gå på, men der falder løs beton ned i klumper, og det er ikke så heldigt for togtrafikken. Foto: Mikael Østergaard

Fodgængerbroen er slidt og udtjent. Den er ikke farlig at gå på, men der falder løs beton ned i klumper, og det er ikke så heldigt for togtrafikken. Foto: Mikael Østergaard

Christiansholms gangbro skal rives ned

Fodgængerbroen mellem Vitus Berings Allé og Slotsalleen er nedslidt og bliver snart revet ned. Opførelsen af en ny bro ser ud til at afhænge af, om Gentofte Kommune og Banedanmark kan blive enige om at splitte regningen

Af
Af Jesper Bjørn Larsen

Beboerne på Vitus Berings Allé og Slotsalleen bør holde igen med nytårssjusserne i år, for straks ind i det nye år går Banedanmark i gang med at rive fodgængerbroen mellem de to veje ned. Og det kommer ganske givet til at larme, når den 82 år gamle bro, hvor betonen er begyndt at 'drysse af', skal rives ned. Det var den hårde frost sidste vinter, der gav den gamle bro dødsstøddet. Broen kan ikke klare en ny, hård vinter, så derfor går nedrivningen i gang den 3. januar 2011. Spørgsmålet er så, om der nogensinde kommer en ny gangbro igen, eller om beboerne i området fremover skal benytte alternative krydsninger af banen ved Klampenborg Station. "Vi mener, broen skal genopføres. Den har en rekreativ, historisk værdi og binder området sammen. Borgerne i området mener, der er et behov for broen, og vi er sat i verden for at tilgodese borgernes behov", siger Niels Christian Koefoed, park- og vejchef i Gentofte Kommune. Ifølge Niels Christian Koe-foed vil en ny bro koste mellem tre og fem millioner kr. Og han er ikke i tvivl om, hvem der bør samle den regning op. "Vores udgangspunkt er, at det er Banedanmark, der skal betale for opførelsen af en ny bro. Det er Banedanmark, der har konstruktionsansvaret, mens det er os, der har ansvaret for at vedligeholde belægningerne", siger han.

Et fælles projekt

På den anden side af det synspunkt står Banedanmark. De henviser til, at broen har en meget begrænset udnyttelse. "Vi skal administrere vores midler bedst muligt, så vi bliver nødt til at prioritere, og den her bro står meget langt nede på vores prioriteringsliste. Men det betyder ikke, at vi ikke er villige til at gå ind i et fælles projekt om at etablere en ny gangbro og tage vores del af det økonomiske ansvar", siger broingeniør Torben Gottlieb fra Banedanmark. Banedanmark mener altså, at Gentofte Kommune skal spytte i kassen, hvis de ønsker broen genopført. Hvordan den præcise fordeling kunne se ud, ønsker Torben Gottlieb dog ikke at kommentere på. Men han forklarer, at man aldrig i dag ville bygge en bro som den nuværende bro. I dag er der krav til mindre stejle trapper og bedre tilgængelighed for handicappede, cykler, barne- og klapvogne og gangbesværede.

Ønsker bare en bro

Mens de to offentlige myndigheder altså gør klar til at kæmpe om, hvem der skal hive betalingskortet frem, folder beboerne i området deres hænder i en stille bøn. "Vi har ikke drømme om andet end bare en bro, der fungerer på samme måde, som den, der er i dag", siger Susanne Thorkilsen, formand for Skovshoved/Klampenborg Grundejerforening.

Publiceret 09 December 2010 09:00