Bioanalytiker Lillian Birck Knørr er en af dem, der får glæde af den nye robot på Klinisk Biokemisk Afdeling.

Bioanalytiker Lillian Birck Knørr er en af dem, der får glæde af den nye robot på Klinisk Biokemisk Afdeling.

Superrobot styrer blodprøverne

Ny dansk robot og bioanalytiker arbejder tæt sammen om at spare minutter

Af
Af Mikael Østergaard

En industriel robot, der arbejder i fri luft, er ikke et normalt syn i trange hospitalslaboratorier, hvor bioanalytikere i hvide kitler håndterer blodprøver.
Men Gentofte Hospital indvier på fredag en ny robot, der hjælper bioanalytikerne på Klinisk Biokemisk Afdeling med at sortere og placere blodprøver i de rigtige stativer. Robotten fungerer ved hjælp af kameraer og sensorer og er ikke i samme omfang afskærmet som andre robotter. Målet er endnu hurtigere svar på de ca. 2.000 forskellige blodprøver, som afdelingen dagligt modtager.

"Vi arbejder hele tiden på at nedbringe svartiderne, og vi kan se, at den gennemsnitlige svartid på for eksempel blodprøver for sukkersyge er faldet fra 30 minutter til 25 minutter. Det tilskriver vi, at bioanalytikeren hurtigere kan få blodprøverne i den rette analysemaskine, når robotten hjælper", siger ledende overlæge Steen Stender.

Robotten bruger flere kameraer. Et transportbånd, der fragter blodprøverne direkte fra blodprøvekabinerne, ender i et lille drejebord, som overvåges af et kamera. Det affotograferer prøverne på bordet, så robotten kan svinge over og tage hver enkelt blodprøve op med to sugekopper. Herefter placerer robotarmen blodprøven på nogle valser, hvor to kameraer aflæser prøvens stregkode og lågets farvekode. Farven fortæller, om prøven skal i et af to stativer eller ende i en af to kasser.
Derefter overtager bioanalytikeren og placerer stativerne og prøverne i en maskine, der på baggrund af stregkoderne automatisk fordeler prøverne via et andet transportsystem ind i de rette analysemaskiner.

Steen Stender håber, at det vil lykkes at videreudvikle robotløsningen. Den skal gerne placere blodprøverne direkte på båndet, der fører dem ind i de forskellige analysemaskiner. Det vil reducere svartiderne yderligere.

Publiceret 26 November 2014 10:00