Brigitta Rick var en meget glad politiker tirsdag aften. Foto: Kathrine Albrechtsen

Brigitta Rick var en meget glad politiker tirsdag aften. Foto: Kathrine Albrechtsen

Kv17:

Brigitta is back

SF gik svagt tilbage i forhold til sidste valg, hvor de røg ud af kommunalbestyrelsen. Alligevel kom partiet ind. Det skyldes valgforbundet med Alternativet, hvis knap 1.200 stemmer bar SF ind på en grøn bølge

Af
Af Jesper Bjørn Larsen

Cirka 250 personer færre stemte på SF denne gang i forhold til valget i 2013, hvor SF mistede sin plads i kommunalbestyrelsen.
Alligevel har SF og spidskandidat Brigitta Rick genvundet sin plads i kommunalbestyrelsen. Det skyldes, at Alternativets 1.172 stemmer ikke rakte til en plads, og da partiet var i valgforbund med SF, så gik stemmerne til SF, der selv kun fik 56 stemmer flere end Alternativet, nemlig 1.228.
“Vi er bare superheldige, at vi er kommet ind i det helt rigtige valgforbund. Alternativet og SF ligger på linje på rigtig mange områder, ikke mindst på miljøområdet, men jeg synes måske, at vi har været lidt mere konkrete i vores forslag på klima- og miljøområdet. Jeg håber meget, at Alternativet kommer ind næste gang,” siger Brigitta Rick.
Flere af Alternativets kandidater har sagt til Brigitta Rick, at de er glade for, at deres stemmer gik til hende, fortæller hun.
Brigitta Rick er nu tilbage i den kommunalbestyrelse, hun tidligere har siddet i. Og det kunne hun slet ikke skjule sin glæde over på valgnatten.
“Jeg glæder mig helt vildt til at komme i gang igen. Det er rigtig godt, at vi er kommet ind sammen med Enhedslisten. Vi skal have den grønne dagsorden tilbage, og det er vi så to partier, der nu kan og vil arbejde for.”
På spørgsmålet, om SF vil gå efter at blive en del af budgetflertallet, eller om partiet vil være kritisk opposition lige som Enhedslisten har været det i fire år, svarer Brigitta Rick:
“Hvis vi skal med i det brede samarbejde, så skal der fokus på klimaområdet. Vi skal have noget igennem, ellers kan det være lige meget.”

Publiceret 22 November 2017 16:30