Lille lappedykker med to af dens unger.

Lille lappedykker med to af dens unger.

Lappedykkeren i Ordrup Enghave: Lille, årvågen og lynhurtig

Villabyernes naturfotograf har været en tur i Ordrup Enghave for at se nærmere på en padlende upædagogisk svømmefugl

Af
Torkild Kristensen

naturfotograf

I det tidlige forår liver omegnens søer og moser op, når mange forskellige svømmefugle ankommer for at finde egnede ynglepladser.

Til de smukkeste og mest farverige af de nyankomne hører lappedykkerne. Umiddelbart kan de minde om ænder, men adskiller sig på flere måde fra disse. Lappedykkernes tæer er ikke forbundet med svømmehud, men har nogle store lapper, som sætter dem i stand til at padle sig frem og til at dykke hurtigt. En hale mangler de næsten fuldstændigt, og deres næb er spidse og kraftige, ikke flade og afrundede som ændernes.

Sent på foråret og om sommeren svømmer lappedykkerne rundt med deres bolchestribede unger. Når ungerne er helt små, bliver de tit transporteret rundt, siddende på forældrenes ryg.

Den største af lappedykkerne, toppet lappedykker, yngler i størrre søer som Gentofte Sø og Lyngby Sø, mens den lidt mindre gråstrubede lappedykker kan ses i mange søer og damme i Dyrehaven, Ermelunden og andre steder.

Forsvindingsekspert

Familiens mindste medlem, lille lappedykker (vingefang 40-45 cm, længde 23-28 cm), er også den mest diskrete, både hvad angår fjerdragt og sin adfærd i det hele taget. Kort sagt er den en sand ekspert i forsvindingsnumre. Den stiller ikke store krav til sit ynglesteds areal og kan nøjes med selv ret små vandhuller, som her i Ordrup Enghave, bare der er områder med siv eller rør, hvor den kan gemme sig og bygge rede, en delvist flydende dynge af plantedele, fæstnet til vandplanter. Hunnen lægger 4-6 æg, som den udruger på 3 uger.

Hvis man kommer nogenlunde tæt på en lille lappedykker, er det mest sandsynligt, at man kun vil se en vandsøjle og høre et sagte plask, medmindre man står musestille og bogstaveligt talt ikke bevæger en lillefinger.

Den er i stand til at lyndykke på en brøkdel af et sekund og først dukke op langt borte, i skjul af siv og rør. Det sker ved den mindste forstyrrelse. Lidt bedre chance for at nyde synet er der, når lappedykkerne svømmer rundt med små unger og har travlt med at dykke efter insekter og larver, krebsdyr, snegle og små fisk til at made de konstant tiggende unger med.

Når dette hårde arbejde, som begge forældre deltager i, har stået på i et par uger, kan det en dag se ud, som om der er faret en ond ånd i lille lappedykker. Hidtil har forældrene tålmodigt og næsten uafbrudt sørget for mad til ungerne, men pludselig begynder de at jage nogle af ungerne bort, når de kommer og tigger, sætter efter dem i rasende fart og kaster sig ind over dem, så de tvinges ned under vandoverfladen.

“Nu må du se at få lært det selv!”

“Nu må du se at få lært det selv!”

Om det skyldes denne særlige “lappedykker-pædagogik” er selvfølgelig ikke til at vide, men umiddelbart efter begynder ungerne at dykke og fouragere på egen hånd.

Publiceret 16 June 2019 11:41