Her ses et udsnit af de 11 nye frivillige bisiddere. Foto: Socialpolitisk Forum

Her ses et udsnit af de 11 nye frivillige bisiddere. Foto: Socialpolitisk Forum

Ny bisidderordning i Gentofte

En frivillig gruppe har oprettet en bisidderordning, der tilbyder støtte til borgere i mødet med kommunale sagsbehandlere

Af
Signe Haahr Pedersen

Hvilke rettigheder har jeg egentlig? Det kan være svært at holde styr på paragrafferne, når du sidder overfor en sagsbehandler fra kommunen. Derfor har den nystartede frivillige borgergruppe Socialpolitisk Forum nu oprettet en gratis bisidderordning.

Ordningen består af 11 frivillige, som står klar til at hjælpe borgere, som har brug for støtte i mødet med den kommunale sagsbehandling. Det kan være borgere, der midlertidigt er ramt af arbejdsløshed, har sociale udfordringer eller lider af fysiske eller psykiske handicap og derfor har brug for offentlig hjælp.

"Der er en lang historisk tradition for, at civilsamfundet har en vigtig rolle som korrektiv og supplement til de offentlige systemer og tilbud. I mange kommuner har frivillige netværk og foreninger oprettet uafhængige bisidderordninger. Nu får borgere i Gentofte Kommune også muligheden for at få en bisidder med til møder i kommunen," siger Gitte Haslebo fra Socialpolitisk Forum i en pressemeddelelse.

Mandag den 24. juni var de 11 frivillige bisiddere på kursus. Her blev de undervist i, hvad der er bisidderens opgaver før, under og efter borgerens møde i kommunen. De skal blandt andet kunne sætte en klar ramme for et godt møde, afstemme forventninger og hjælpe borgeren til at få overblik over sin situation og de vigtigste argumenter.

"Det er vigtigt, at vi kommer rigtigt i gang, og at bisiddergruppen har en fælles forståelse for bisidderens rolle og opgaver. Selvom bisidderne er frivillige, skal de kunne agere professionelt og være parate til at være brobyggere for en konstruktiv dialog og et godt samarbejde imellem borgeren og kommunen," understreger Gitte Haslebo.

Af hensyn til fortrolighed og tavshedspligt kommer bisiddergruppens kontakt til borgere til at foregå uafhængigt af kommunen og uafhængigt af Frivilligcenter og Selvhjælp Gentofte.

Fakta

Socialpolitisk Forum er en bevægelse stiftet af en gruppe Gentofte-borgere. I deres arbejdsgrundlag skriver de, at de har et mål om “at indsamle viden og afdække levevilkårene for borgere med særlige livsudfordringer og undersøge, om de får den hjælp, de har behov for og ret til.”

Er du interesseret i at få en bisidder, kan man rette henvendelse til Ove Lund på mobil: 23 45 12 49 eller på mail: ovelund@raastof.dk

Publiceret 26 June 2019 11:16