"Det er generelt gældende, at når vi rejser på ferie, får tyvene ekstra arbejde. For en tyveknægts profil er, at han ikke ønsker at blive opdaget, og derfor tiltrækker ferieperioden ekstra meget," siger vicepolitiinspektør Brian Stybe Grayston. Modelfoto: Adobe Stock Rainer Fuhrmann - stock.adobe.com

Når du tager på ferie, går tyven på arbejde

Med sommerferien får tyven de ideelle arbejdsforhold, hvilket Nordsjællands Politi kan bekræfte. Siden 1. juli har de modtaget 23 anmeldelser om indbrud i Gentofte Kommune. Men ferieperioden sætter også benspænd for politiets arbejde, fortæller centerchef for Forebyggelse og Nærhed

Af
Kathrine Albrechtsen

Fra 1. - 17. juli 2019 er der begået 23 indbrud i Gentofte Kommune. Og det tal kommer højest sandsynligt til at stige over sommeren, hvis du spørger vicepolitiinspektør og centerchef for Forebyggelse og Nærhed i Nordsjællands Politi, Brian Stybe Grayston.

"Det er generelt gældende, at når vi rejser på ferie, får tyvene ekstra arbejde. For en tyveknægts profil er, at han ikke ønsker at blive opdaget, og derfor tiltrækker ferieperioden ekstra meget," siger han.

Udfordringen for politiet med indbrud over sommeren er, at det er en længere periode, hvor der ikke bliver holdt øje med huset. Og folk opdager først, når de vender hjem efter tre-fire uger, at der har været ubudne gæster i huset, fortæller Brian Stybe Grayston.

"Det gør det enormt svært for os at finde ud af, hvad der er foregået og være proaktive. Vi vil meget gerne vide det præcise tidspunkt for indbruddet, da vi på den måde kan målrette vores personale i de indbrudsplagede områder. Vi har allerede en viden om, hvor de plagede områder er og deres spidsbelastningsperioder, men mangler de præcise tidspunkter. Og det ville være en stor hjælp for at kunne analysere en tyvs færden," siger han.

De tre slags tyve

Nordsjælland Politi har tre profiler på indbrudstyven. Størstedelen er de lokale tyveknægte, dernæst de tilrejsende og så de organiserede, fortæller Brian Stybe Grayston, som har nogle gode råd til at beskytte sit hjem i ferieperioderne.

Huset skal se beboeligt ud med lys, der bliver tændt, når det er mørkt. Klip hækken ned, så tyven ikke kan gemme sig på ejendommen. Allier dig med naboen, så postkassen bliver tømt, og skraldespanden bliver fyldt. Hav legetøj i haven og rod i garagen.

"Det er en fejl at rydde for meget op, da det bliver tydeligt, at man har forladt stedet. Og så er mit overordnede råd, at sikringer af døre og vinduer kan gør det surt for tyven, som i mange tilfælde må opgive, fordi det larmer for meget, hvis han skal kæmpe for at komme ind. Men det er mit indtryk, at vi ikke er ret gode til sikring af vores ejendomme i Danmark," siger Brian Stybe Grayston.

Det sidste råd er, at naboer på vejen skal være opmærksomme på fremmede, der går rundt i området, kigger nysgerrigt ind og typisk bærer en beklædning, så man ikke kan se deres ansigt.

"De vil ofte træde ud for normalen, fordi vi andre ikke går rundt og gemmer vores ansigt. Tyveknægten vil ikke opdages, så bare gå op og ret henvendelse til ham. Spørg venligt, om man kan hjælpe med noget, så er tyven smuttet," siger vicepolitiinspektøren.

Publiceret 24 July 2019 11:32