Gentofte Kommune og Filiorum har i flere år samarbejde om at give elever teater på skoleskemaet. Arkivfoto

Gentofte Kommune og Filiorum har i flere år samarbejde om at give elever teater på skoleskemaet. Arkivfoto

Filiorum har sat sin sidste scene

Efter seks år har teaterforeningen og virksomheden Filiorum valgt at lukke ned

Af
Signe Haahr Pedersen

Det er gået Villabyernes næse forbi og måske også din. Filiorum, som gennem seks år har stået for en lang række teaterinitiativer for børn og unge i Gentofte Kommune, valgte før sommerferien at opløse sig selv.

"Fordi, der er noget vidunderligt ved at stoppe på toppen," siger stifter Clarissa Meister-Petersen og gør klart, at foreningen og virksomhedens mål om at give børn og unge mere scenekunst i hverdagen er lykkes.

"På kun seks år er vi nået utroligt langt både i Gentofte og i København. Vi har blandt andet etableret en hel scene inde på Folketeatret, der hedder 'U-teater for dig'. Filiorum har haft en berettigelse, og det har været fantastisk og vidunderligt, og det er gået virkelig hurtigt."

I 2018 indgik Filiorum en aftale med Gentofte Kommune om både at skabe forestillinger og sætte scenekunst på skemaet hos både folkeskoler og daginstitutioner.

Aftalen, der rummede et tilskud fra kommunen på 337.500 kroner pr. sæson, var planlagt til at løbe frem til juni næste år. Men den er nu ophævet. De aktiviteter, der allerede var planlagt her til efterårssæsonen bliver dog ikke aflyst, da kommunens kulturforvaltning overtager ansvaret for dem.

Clarissa Meister-Petersen understreger, at Filiorum har været glad for samarbejdet med Gentofte Kommune, og at beslutningen om at stoppe handler om, at hun og holdet bag gerne vil prøve noget nyt.

"Nu skal vi se på alle de frugter, vi har høstet og finde ud af, hvad fremtiden skal indeholde," siger hun.

Filiorum har ifølge sin hjemmeside præsenteret teater for godt 27.000 børn og unge, siden det hele begyndte i 2013.

Publiceret 27 August 2019 10:53