John Zangenberg.

John Zangenberg.

Navnenyt: Cykelrytteren med det smittende grin fylder 75 år

75 år

Bestyrelsesformand og tidligere direktør Hans Skytte Pedersen, Charlottenlund, fylder 75 år den 28. august.

Hans Skytte Pedersen har i mange år været et velkendt ansigt i såvel finans- som fondsverdenen, senest som direktør for Ludvig og Sara Elsass Fond, Charlottenlund, hvorfra han efter 11 år som direktør lod sig pensionere i 2014. I dag er han formand for Asta & Jul. P. Justesens Fond og Gustaf Packaléns Mindefond.

Fhv. pressechef (Copenhagen World Outgames) Erik Farsø Madsen, Charlottenlund, fylder 75 år den 4. september.

Fhv. formand for Ordrup Cycle Club John Zangenberg, Charlottenlund, fylder 75 år den 4. september.

Det er cyklen, der har styret det meste af John Zangenbergs liv. Det begyndte med landevejsløb i 1960, men fra 1964 og helt frem til 1976 var Ordrup Cykelbane hans legeplads. I 1975 blev han den mest vindende rytter på banen, og samme år kørte han også 6-dagesløb i Forum.

Undervejs blev det til to DM-sølvmedaljer og en enkelt bronze i 4 km forfølgelsesløb for hold. Han var desuden tæt på OL-deltagelse, da han blev udtaget til bruttoholdet til OL i Mexico i 1968. Desværre styrtede han under træningen og kom slemt til skade i ansigtet, da han gled hen over banen.

Det var også cykelsporten, der indirekte førte til ægteskab. I 1965 blev et løb aflyst, og i stedet kørte John Zangenberg til Bakken, hvor han på Place Pigalle mødte Marianne, som han senere blev gift med. Det er blevet til to døtre og fem børnebørn, som alle bor i kommunen.

Efter afslutningen på sin aktive karriere var han i 22 år kasserer i Ordrup Cycle Club, og siden fulgte seks år som formand for klubben. Han var med til at søsætte Tour de Charlottenlund i 1988 og var aktiv her, indtil han stoppede i 2011.

For 30 år siden tog han sammen med Villabyernes daværende direktør og formand for OCC, Hans Diamant, initiativ til at oprette en motionist-afdeling i klubben. I dag tæller afdelingen 400 medlemmer, som fordelt på hold hver lørdag med afgang fra Femvejen kører Nordsjælland tyndt, inden de afslutter med fælles frokost i klubhuset.

John Zangenberg er uddannet elektriker og arbejdede i 27 år i NESA. Da virksomheden i 1999 valgte at nedlægge afdelingen og fyre alle elektrikere, købte John Zangenberg vaskeriet på Ordrupvej, som han drev indtil 2013, hvor det blev solgt.

Der bliver også tid til mange andre aktiviteter. I 35 år har John Zangenberg spillet badminton og tennis i Skovshoved IF. I 20 år har han været aktiv i Lions Hellerup, han har siddet i Nordea Bankrådet og er næstformand i Grundejerforeningen Bernstorff-Jægersborg. Og i mange år solgte han ene mand samtlige stande til Gentofte Messen i Kildeskovshallen.

For år tilbage købte John og Marianne Zangenberg et 150 år gammelt hus i Toscana. Mariannes arbejde som selvstændig frisør og hendes politiske arbejde i kommunalbestyrelsen gør dog, at parret ikke får brugt huset helt så meget, som de godt kunne tænke sig.

40 år

Birgitte Bjerregaard.

Birgitte Bjerregaard.

Regional HR + Talent Director i PA Consulting, Birgitte Bjerregaard, Charlottenlund, fylder 40 år den 31. august.

Med sin evige optimisme og energi drives Birgitte Bjerregaard af at løfte barren for, hvad HR kan og skal i en konsulentvirksomhed. Altid med fokus på både hjerne og hjerte.

Glæden ved at bringe HR tæt på forretningen har været en rød tråd gennem hele hendes karriere i primært forbrugsgode-virksomheder som L’Oréal, Estee Lauder, SpecSavers og RB.

Birgitte lader op ved at rejse og se verden med familien, og et af højdepunkterne i den forbindelse var, da hun besteg Mount Kinabalu i Borneo for tre år siden, en oplevelse, hun meget gerne vil gentage på et nyt bjerg.

Udover at blive 40 år er 31. august også den dag, hun bliver gift med Tomas Pietrangeli, CEO i Dagrofa. Parret bor med Birgittes datter, Victoria på 12 år, Tomas’ to drenge og familiens fælles hund.

Udnævnelse

Christine Buhl Andersen. Foto: Les Kaner

Christine Buhl Andersen. Foto: Les Kaner

Carlsbergfondet har udpeget afløseren for Karsten Ohrt, der tidligere på året trak sig som formand for Ny Carlsbergfondets bestyrelse. Den nye formand bliver den nuværende direktør for Ny Carlsberg Glyptotek, Christine Buhl Andersen, Hellerup.

Christine Buhl Andersen tiltræder som formand for Ny Carlsbergfondet, når museets bestyrelse har ansat en ny direktør for Ny Carlsberg Glyptotek.

Christine Buhl Andersen har tidligere været medlem af Ny Carlsbergfondets bestyrelse (2015-2017). Desuden har hun været direktør for KØS - Museum for kunst i det offentlige rum (2007-2017) og var i perioden 2011-2015 formand for Organisationen af Danske Museer.

Christine Buhl Andersen er uddannet cand.mag. i dansk og kunsthistorie fra hhv. Roskilde Universitet og Københavns Universitet og har en master i Museologi og Ledelse fra Aarhus Universitet samt en museumslederuddannelse fra The Getty Leadership Institute i Californien.

Publiceret 30 August 2019 11:45