Drengene fra Høker. Fra venstre mod højre er det Gustav, Simon, Emil og Sylvester. Foto: Jesper Bjørn Larsen

Drengene fra Høker. Fra venstre mod højre er det Gustav, Simon, Emil og Sylvester. Foto: Jesper Bjørn Larsen

Himmelstormere fra Gentoftes undergrund vandt KarriereKanonen: "Vi troede sgu ikke rigtig på det"

Onsdag blev Høker og Angående Mig hyldet i Musikbunkeren, hvor de begge har slået deres folder

Af
Jesper Bjørn Larsen

"Det er så fedt lige at trække i bremsen og få lov til at være stolt af, hvad det her sted kan. Tænk på alt det, vi opnår sammen i det her musikfællesskab, det er bare så optursagtigt. Det er et afsindigt nåleøje, I er kommet igennem, jeg er megastolt."

Det er en synligt stolt og bevæget daglig leder af Musikbunkeren i Bernstorffsparken, Magnus Jochumsen, der onsdag (den 28. august) hylder Høker og Angående Mig, to af det unikke steds 'hjemmedyrkede' bands, der for nylig satte sig på to ud af tre vinderpladser, da årets prestigefyldte talentkonkurrence KarriereKanonen blev afgjort på årets Smukfest.

Magnus Jochumsen (tv.) hyldede Angående Mig og Høker sammen med bl.a. borgmester Hans Toft. Foto: Jesper Bjørn Larsen

Magnus Jochumsen (tv.) hyldede Angående Mig og Høker sammen med bl.a. borgmester Hans Toft. Foto: Jesper Bjørn Larsen

Sidste år strøg Tobias Albert fra Musikbunkeren til tops, så Magnus Jochumsen mener, Musikbunkeren er i gang med en tretrinsraket:

"Sidste år havde vi én vinder, i år to vindere, så næste år tager vi alle pladserne," smiler han.

De to bands Høker og Angående Mig kan nu se frem til et skræddersyet talentforløb, deres egen koncert på næste års Smukfest og at få spillet deres musik på P3 eller P6 BEAT.

"Vi troede sgu ikke rigtig på det, for det var ikke den bedste koncert på Smukfest. Laura (bandets forsanger, red.) var hæs som en krage og havde forstuvet foden," smiler Niels, der spiller guitar i Angående Mig, bandet, der med egne ord spiller "følelsesladet musik, som er punket på en smuk måde."

Christian (tv.) og Niels udgør den ene halvdel af Angående Mig. Foto: Jesper Bjørn Larsen

Christian (tv.) og Niels udgør den ene halvdel af Angående Mig. Foto: Jesper Bjørn Larsen

Sammen med trommeslageren Christian repræsenterer han bandet denne eftermiddag, hvor keyboard-spilleren Vincent og forsangeren Laura ikke kunne være med. Niels og Christian er begge kommet i Musikbunkeren i fem år.

"Stedet har givet mig mulighed for at øve når som helst på døgnet, og jeg kommer her stadig," fortæller Christian.

Driver det selv

Med til at hylde de unge himmelstormere fra den tidligere koldkrigsbunker er også borgmester Hans Toft (K).

"Det er fantastisk, hvad det her sted har udviklet sig til. I var selv med til at skabe stedet og udvikle det, og I driver det selv og tager ansvar. Vi er meget stolte af alt, hvad I har opnået," siger han, inden han overrækker alle de unge musikere en særlig gave fra Gentofte Kommune, en specialdesignet højttaler til deres iPhones.

Magnus Jochumsen kigger ind til Mikkel og Rasmus, som er i gang med at mixe et af deres numre.

Magnus Jochumsen kigger ind til Mikkel og Rasmus, som er i gang med at mixe et af deres numre.

"Jeg bliver nødt til lige at sige, at der står Gentofte Kommune på den, det er den vildeste højttaler ever," griner guitaristen Sylvester, da Villabyerne gør klar til at interviewe ham og de tre andre unge mænd i Høker.

"Vi er stadig et band under udvikling, så det er fedt med noget anerkendelse," siger Simon, producer og mixer i bandet, der spiller en blandig af pop/hiphop/eksperimentel/alternativ musik.

"Vores håb er at kunne leve af det en dag, men nu skal vi i første omgang have lavet en masse ny musik," siger Gustav, der synger i bandet.

Høker får nu 50.000 kr., som de f.eks. kan bruge på sparring eller sangtræning, de må bare ikke bruges på nyt gear.

"Jeg holder workshop om banktracks nu, hvis der er nogen, der har lyst til det," råber Morten, en af Musikbunkerens tre tilknyttede medarbejdere, ud i rummet, da hyldestseancen er ved at være færdig.

En kæmpe tillid

Der er i øjeblikket cirka 200 medlemmer af foreningen Musikbunkeren. Af dem er cirka 140 aktive musikere, der øver på livet løs bag de tykke, armerede betonvægge.

"Det fede ved det her sted er, at vi ikke skal dele det med alle mulige andre, der ikke laver musik. Vi har 1.100 m2, der er øremærket til musik. Og så er det ret unikt, at Gentofte Kommune tør give alt ansvaret fra sig. Her er jo døgnåbent 365 dage om året, så det er en kæmpe tillid, der bliver vist de unge. Og den lever de til fulde op til," smiler Magnus Jochumsen, der er begyndt på oprydningen.

Hvad er Musikbunkeren?

Musikbunkeren er et musikalt fællesskab for unge mellem 15 og 25 år. Musikbunkeren er drevet af de unge selv, som i samarbejde skaber rammerne, mens musikfaglige medarbejdere står til rådighed til sparring.

Musikbunkeren tilbyder blandt andet workshops i sangskrivning, produktion og bandøkonomi. Musikbunkeren rummer desuden døgnåbne øvelokaler, som medlemmer har adgang til.

Gentofte Kommune sørger for at betale alle de faste udgifter, men ellers ligger den økonomiske magt til at disponere over medlemmernes kontingenter hos de unge selv.

Hvad er KarriereKanonen?

KarriereKanonen er et talentudviklingsforløb og en konkurrence for nye musikalske talenter. KarriereKanonen er et samarbejde mellem DR, Smukfest og Bandakademiet.

I 2019 uploadede 1.706 kunstnere musik. Ud af disse valgte en jury 12 deltagere, som blev til otte finalister på Spot Festival i maj. De tre endelige vindere blev fundet i forbindelse med deres koncerter på Smukfest i starten af august. Vinderne får nu skræddersyet et udviklingsforløb, som skal støtte deres videre musikalske liv. Derudover skal de tre vindere spille på Smukfest 2020.

Publiceret 04 September 2019 11:21