Udover egne designs forhandler Susanne Rohrmann en række udenlandske modebrands, der matcher hendes eget udtryk. Foto: Bent Lange

Udover egne designs forhandler Susanne Rohrmann en række udenlandske modebrands, der matcher hendes eget udtryk. Foto: Bent Lange

Modebutik er vendt 'hjem'

ROHRMANN med design af Susanne Rohrmann er flyttet til Strandvejen efter otte år i indre by

Af
Peter Klar

Efter otte år med studio i Ny Østergade i indre by har modedesigner Susanne Rohrmann flyttet sin butik tilbage til Gentofte Kommune.

ROHRMANN er åbnet på Strandvejen 191 i ejendommen Mon Chalet med stort værksted i kælderen.

Indgangsparti og facade har undergået en nænsom restaurering, så den matcher forretningens interiør.

Tæt på kunderne

Tidligere har Susanne Rohrmann i mange år haft butik på Ordrupvej.

"Mange af mine kunder kommer her fra området. Jeg ville gerne tættere på mine kernekunder, hvoraf nogle er kommet hos mig gennem 20 år. De restriktive parkeringsforhold i indre by var meget generende for kunderne. Her får de mindre krævende transport og bedre parkeringsforhold lige uden for døren," siger Susanne Rohrmann.

Skind og pels

Hun betegner sin designprofil som eksklusiv, æstetisk og minimalistisk. Hun designer og syr selv tøj og overtøj til kvinder og mænd i skind, pels, cashmere og strik, men hun skaber og skræddersyr også gerne unika beklædningsdele i dialog med kunden.

Udover egen produktion forhandler Susanne Rohrmann modebrands som Avant Toi, Manamis, Sarti og 1602.

"Konceptet er det samme som altid, men siden Ordrup har jeg udvidet med meget mere pelsværk og dyre materialer," siger hun.

Susanne Rohrmann har præget modebranchen med egne designs i 34 år.

Publiceret 13 September 2019 15:01