Wazir Ilyas Abdulrahman blev for tre måneder siden ansat som leder af ungemiljøerne i Byens Hus og Vangede Fritidscenter. Før det arbejdede han som koordinator på Solrød Ungdomsskole. Foto: Signe Haahr Pedersen

Wazir Ilyas Abdulrahman blev for tre måneder siden ansat som leder af ungemiljøerne i Byens Hus og Vangede Fritidscenter. Før det arbejdede han som koordinator på Solrød Ungdomsskole. Foto: Signe Haahr Pedersen

Nyt ungehus: "Det er et stort tomt kanvas, som vi er i gang med at male"

Gentofte Kommunes nye mødested for unge er åbnet i Byens Hus på Hellerupvej. Villabyerne kiggede forbi og tog en snak med stedets leder Wazir Ilyas Abdulrahman

Af
Signe Haahr Pedersen

Der var ikke nogen skaterbane på Wazir Ilyas Abdulrahmans folkeskole, så han og hans kammerater byggede den selv. Med hjælp fra en engageret sløjdlærer.

Det er håbet, at den samme virkelyst blomstrer op hos Gentofte Kommunes nye mødested for unge i Byens Hus på Hellerupvej.

For tre måneder siden fik Wazir jobbet som leder af stedet, og siden har han arbejdet på højtryk frem til den officielle åbning i forrige uge. Da Villabyerne kigger forbi lokalerne kl. 15 torsdag eftermiddag, har han lige gjort klar til at spise frokost.

"Der er så mange praktiske ting, vi skal have styr på. Så tempoet er højt, men det er stemningen også," siger han og griner.

"Det er jo alt på én gang. Medarbejderne skal rystes sammen. Samtidig sidder vi og samler kontormøbler og arbejder på at få et samarbejde op at køre med skolerne."

De unge får nøglerne

Selvom den røde snor er klippet, og dørene står åbne hver dag fra kl. 15 til 22, så er intet færdigt i ungehuset. Ikke engang navnet er på plads endnu. Men det er meningen, forklarer Wazir.

"Vores aktiviteter skal være funderet i de unges egne interesser og initiativer, og vi voksne skal have en faciliterende rolle. Så man kan sige, at vi giver dem nøglerne til huset, og så sørger vi for at gribe alle de glas, der falder ned fra hylderne."

Det nye ungemiljø i Byens Hus består udover lederen af ti pædagogiske medarbejdere og en deltidsansat administrativ medarbejder. Foto: Signe Haahr Pedersen

Det nye ungemiljø i Byens Hus består udover lederen af ti pædagogiske medarbejdere og en deltidsansat administrativ medarbejder. Foto: Signe Haahr Pedersen

Af mulige kommende aktiviteter nævner han podcastproduktion, E-sport og et idéværksted. Men før noget går i gang, skal Gentoftes unge involveres. Det er en flok af dem allerede blevet.

"Det er et stort tomt kanvas, som vi er i gang med at male. Så forsøger vi at få skabt så mange pensler og finde så mange farver som muligt," siger Wazir og forklarer, at en af stedets store opgaver blive at lave nogle rammer, der appellerer til alle dele af den brede målgruppe, som strækker sig fra 7. klasseselever til 25-årige.

"Unge er ikke en homogen masse. Det er helt klart en af de fede udfordringer - hvordan alle bliver en del af fællesskabet. Hvad vi kan understøtte, og hvad vi kan inspirere til. Hvordan skaber vi et trygt rum, som favner bredt? Der er mange skridt på vejen."

Nærhed og relationer

Det skabte røre sidste år, da Gentofte Kommune besluttede at lukke en række ungdomsklubber til fordel for at lave ét samlet ungehus på Hellerupvej. Klubpædagoger og forældre protesterede og følte sig ikke hørt i processen.

En af hovedbekymringerne gik på, at børnene ville miste den tætte relation til pædagogerne, som de dagligt havde kontakt til i klubben. Derudover blev der peget på, at den fysiske nærhed til klubben var afgørende for, om børnene brugte tilbuddet, og der blev luftet en frygt for, at det nye ungehus kun ville tiltrække de ressourcestærke unge.

Wazir Ilyas Abdulrahman understreger, at han er helt ny i kommunen og derfor ikke er inde i det forløb, der går forud for skabelsen af det nye ungehus. Men han forsikrer, at han og hans medarbejdere har et stort fokus på det pædagogiske arbejde.

"Hver af de ti pædagogiske medarbejdere har ni timer om ugen, som de skal bruge ude på skolerne for at støtte op om trivslen og skabe en genkendelighed hos de unge. En af de ting, som er blevet nævnt som værende vigtigt, er, at de unge kender de voksne, der er her, og derfor skal vores medarbejdere ud på skolerne for at danne relationer med dem. På den måde sker der en brobygning mellem skole og fritidsliv," siger han og tilføjer, at stedet også har et samarbejde med ungerådgivningen Headspace Gentofte, som også har adresse på Hellerupvej.

Det er samtidig planen, at SSP (samarbejde mellem skole, sociale myndigheder og politi) skal have en tilknytning til huset.

Begynder fra bunden

Til bekymringen om, at fællesskabet primært vil komme de ressourcestærke unge til gavn, ryster Wazir på hovedet:

"Jeg tænker ikke, at det kun er et rum for ressourcestærke. Der er muligheder for alle ligegyldigt, hvilke interesser man har. Vi tager alle emner og lægger dem frem på bordet, og hvis man så bare har lyst til at sidde stille og roligt og snakke eller spille Matador, så kan man også det. Men selvfølgelig som et helt nyt sted starter vi helt fra bunden med at skabe autentiske relationer."

Her dufter af maling og friskt træ. Elever fra Tjørnegårdsskolen, Gammel Hellerup Gymnasium, Rygård Skole og ViTo (Gentofte Kommunes videnscenter for tosprogede elever) har været med til at bygge møblerne og udsmykke nogle af væggene.

Denne torsdag eftermiddag har ingen unge fundet vej herned endnu. Men det skal nok ændre sig, siger Wazir.

"Jeg vil sige bare vent og se. Lige nu drysser det lidt ind. Men vi har heller ikke et navn og er først nu gået i gang med at samle vores kontormøbler."

FAKTA

Udover det nye ungemiljø i Byens Hus, fortsætter den aftenåbne ungdomsklub i Vangede Fritidscenter.

Ungemiljøet i Byens Hus har åbent alle hverdage fra kl. 15-22, og Ungemiljøet i Vangede har åbent mandag og onsdag fra kl. 18-21.

Begge steder er gratis for de unge at bruge. Der kan dog forekomme betaling for særskilte arrangementer og aktiviteter. Før kostede det 100 kroner om måneden at gå i ungdomsklub.

Elever i udskolingen (7.-9. klasse) har mulighed for at fortsætte i de ni juniorklubber i kommunen. Egenbetalingen ligger på 6.klassestaksten, hvilket er 507 kroner om måneden.

Antallet af aftener, hvor der er åbent i den enkelte juniorklub varierer, men det typiske er 1-2 aftener pr. uge.

I alt er fire ungdomsklubber lukket. De fire klubber havde ifølge Gentofte Kommune i gennemsnit åbent to aftener om ugen.

Kilde: Gentofte Kommune

Publiceret 18 September 2019 10:06