Morten Damgaards tre børn Oliver, Amalie, værtsdreng Peter fra Tasiilaq og Magnus i Østgrønland. Foto: Morten Damgaard

Morten Damgaards tre børn Oliver, Amalie, værtsdreng Peter fra Tasiilaq og Magnus i Østgrønland. Foto: Morten Damgaard

Forælder-debat: Bør Gentoftes børn sove hos familierne i Tasiilaq?

"Et fantastisk projekt" står ved en skillevej. Forældre både begræder og roser Gentofte Kommunes beslutning om, at 30 år med indkvartering af danske børn hos familier i Østgrønland som del af skoleudveksling nu er slut efter medieomtale af overgreb mod børn.

Af
Gry Brøndum

"Vi har slet ikke været i nærheden af dårlige oplevelser i Tasiilaq. Så jeg synes, det er rigtig trist, at indvarteringen hos familierne ikke fortsætter," siger far til Oliver og Magnus, Morten Damgaard, der ligesom sønnerne selv har været i Tasiilaq i Østgrønland med Gentofte Kommune for omkring fem år siden:

"Mine børn var sammen med familierne hele tiden, og det giver et helt andet indblik i den østgrønlandske kultur end at bo på skolen eller en sportshal, der som bygning ikke er meget forskellig fra det, man oplever i Danmark," siger Morten Damgaard efter at Gentofte Kommune mandag meldte ud, at de danske børn ikke længere skal sove hos familierne i Tasiilaq.

Overgreb og selvmord

Beslutningen er truffet i kølvandet på en dokumentar fra DR med titlen 'Byen hvor børn forsvinder', om Tasiilaqs problemer med seksuelle overgreb og selvmord, der blev sendt første gang i foråret. Og nu senest en rapport fra Grønlands Politi udgivet i sidste uge, der viser, at hvert tredje barn statistisk oplever seksuelle overgreb.

Men den side af det østgrønlandske samfund var lige så mørk for fem år siden, og det ændrede ikke ved den gode oplevelse for Morten Damgaard og hans sønner:

Overgreb er ikke nyt

"Dengang var der lige så mange sager om overgreb som nu. Når vi havde børn hernede fra Tasiilaq, oplevede vi også, at en mor ringede og talte med sit barn, mens hun var fuld."

Men det rokker ikke ved Morten Damgaards tillid til koordinatorerne af skoleprojektet hos Gentofte Kommune:

"Vi har haft stor tillid til kommunens screening af de familier, vi har besøgt, og vi har kun mødt meget kærlige og søde mennesker," fortæller Morten Damgaard.

Fra moren til pigerne Malou på 10, Emilie på 8 og lille Wilma på 2, Nadia Ulendorf Thomsen, er der dog kun rosende ord til Gentofte Kommune for beslutningen om den nye indkvarteringsform. Hendes familie har lige haft Fiona fra Tasiilaq på besøg, og det var en dejlig oplevelse:

Vi kan ikke lukke øjnene

"Men vi kan ikke lukke øjnene for det, der sker. Det er en virkelig spændende udveksling, vi har her i kommunen, men jeg har haft mange betænkeligheder ved at skulle sende Malou afsted her til foråret, blandt andet fordi jeg har hørt om danske børn, der er kommet til Grønland og er blevet rykket fra én familie til en anden," fortæller Nadia Ulendorf Thomsen:

"'Jeg har hørt, at de grønlandske børn går meget rundt for sig selv i Tasiilaq, og det synes jeg ikke, at min datter skal. Hun er kun 10 år, og hun er ikke vant til at rende rundt alene, så det er meget mere trygt, hvis de sover samlet med deres lærere," fortæller Nadia Ulendorf Thomsen, der som ny mor i udvekslingsprojektet ikke har helt samme tillid til screeningen af de grønlandske familier i projektet som Morten Damgaard:

Overnatning med lærerne

"En af de grønlandske piger blev sendt hjem i løbet af det sidste besøg fra Tasiilaq her i september, fordi hun havde det rigtig svært både i sin familie her i Gentofte og i skolen," siger Nadia Ulendorf Thomsen med henvisning til en hjemsendelse, som Villabyerne har fået bekræftet er sket:

"Sådan en oplevelse er jo synd for både barn og familie," siger hun og fortsætter:

"Vi som forældre kunne blive lidt bedre informeret om vores grønlandske børn, så vi kan sikre alle en god oplevelse, når børnene skal være væk fra deres familier en hel måned. Og når researchen den vej ikke virker overbevisende, så kan jeg godt som mor spørge mig selv om, hvor grundig screeningen af værtsfamilier er?"

For værtsmor Nadia Ulendorf Thomsen er der derfor ikke nogen tvivl om, at Gentofte Kommunes beslutning om alternativ indkvartering er den rigtige:

"Det er godt, at børnene nu skal bo sammen med lærerne, som jeg oplever som dygtige og engagerede. Det er jeg tryg ved."

Intimiteten går tabt

Men værtsfar Morten Damgaard ærgrer sig over den del af kulturmødet, som Gentoftes børn vil gå glip af:

"Jeg kan ikke forestille mig, at det bliver den samme oplevelse, når børnene ikke får mulighed for at prøve at bo med familierne og opleve, hvordan det er at sove på en madras og bo helt tæt med andre mennesker i de små kår, som mange lever under i Tasiilaq," siger far Morten Damgaard:

"Jeg ville ønske, at man kunne gennemføre det som hidtil, hvor man måske kunne give børnene chancen for at sove privat, hvis deres forældre er med på det," slutter Morten Damgaard, hvis to drenge med et års mellemrum deltog i projektet for omkring 5 år siden.

Villabyerne har valgt at tale med Nadia Ulendorf Thomsen og Morten Damgaard, da de begge kommenterede på vores netavis-historie om Tasiilaq med hvert deres synspunkt, som sammen kan bidrage med at nuancere historien om Gentoftes udvekslingprojekt gennem 30 år.

Publiceret 08 October 2019 11:35