Digtsamlingen ’Hører jeg en der kalder’ er Kirsti Isabella Lindgreens kunstneriske forsøg på at komme overens med de vilkår, hun har haft gennem livet. Foto: Peter Klar

Digtsamlingen ’Hører jeg en der kalder’ er Kirsti Isabella Lindgreens kunstneriske forsøg på at komme overens med de vilkår, hun har haft gennem livet. Foto: Peter Klar

Gentofte-borger bag ny digtsamling: Livet er et spørgsmål om at undgå strikkepinden

Kirsti Isabella Lindgreen debuterer med digte, der blandt andet handler om følelsen af at blive forladt. Som menneske i almindelighed. Og som bortadopteret i særdeleshed

Af
Peter Klar

digtsamling Du behøver ikke at være bortadopteret for at kende til følelsen af forladthed. Følelsen af at blive fravalgt er universel, og derfor håber Kirsti Isabella Lindgreen, Hellerup, at både adopterede og mennesker med det traditionelle far og mor-billede intakt vil få udbytte af hendes litterære debut, digtsamlingen ’Hører jeg en der kalder?’

Selv er hun bortadopteret – af sin biologiske færøske mor, hvis mor ikke fandt faren, en musiker i Thorshavn, fin nok og derfor fik sendt sin datter til Danmark.

Datteren snørede et viskestykke om maven for at forhindre fostret i at udvikle sig. Hun forsøgte også at fjerne fostret selv med en strikkepind.

Men Kirsti Isabella Lindgreen blev født, sund og rask, på Rigshospitalet i 1957, og er opvokset, bosat og uddannet psykolog i Danmark.

Hun tilbragte de første fire et halvt år af sit liv på Skodsborg Spædbørnehjem, der skildres i Erik Valeurs bog ’Det syvende barn’.

"Jeg kan ikke huske meget fra den tid, men Valeurs bog var en voldsom oplevelse, fordi den fik det hele til at stå så klart," siger Isabella Kirsti Lindgreen.

Overens med livets vilkår

’Hører jeg en der kalder’ er et kunstnerisk forsøg på at komme overens med de vilkår, hun har haft gennem livet.

"Min eksistens var ikke meningen, og jeg bærer forladthedsfølelsen med mig som et grundvilkår. Det er en følelse, der hænger ved, selv om man som alle andre klarer livets udfordringer. Som voksen bliver den reaktiveret, når man som jeg bliver skilt. Som ung kan den f.eks. også blive reaktiveret, når man bliver udeladt af en gruppe. Den følelse kender alle. Men som adoptivbarn får det en lidt større betydning af ikke at være ønsket. I mit tilfælde bliver det nærmest fysisk, fordi det er indlejret i mig, at livet er et spørgsmål om at undgå strikkepinden," fortæller Isabella Kirsti LIndgren.

Lidt mere på dupperne

Den debuterende digter lægger ikke skjul på, at hun med sin baggrund nok har været mere på barrikaderne end de fleste andre.

"Det bliver en kamp at vise eller finde en grund til at være her. Men jeg kæmper ikke længere. Det er bare en substans i min personlighed, der gør, at jeg måske er lidt mere på dupperne end andre i situationer, hvor jeg ikke er ønsket. Jeg er ikke psykisk nede, men forholder mig bevidst til det, der er blevet mit vilkår," siger Kirsti Isabella Lindgreen.

I den proces er ord – en lang tekst eller i komprimeret form som digte – et nyttigt redskab til at skabe erkendelse og eksistentiel mening, når man tumler med livet, mener hun.

Hun faldt selv for knækprosaen i 1970’erne og har stræbt efter at skrive sine digte i en form, der appellerer bredere end til det snævre lyrikpublikum.

Hendes digte beskriver tanker, oplevelser, små fortællinger og stemninger fra en levet hverdag inklusive de livskriser og livskår, der er os givet.

Være til og høre til

Kirsti Isabella Lindgreen vidste, hun var adopteret, men lærte først om sin oprindelse som 17-årig ved en familiefest, da en beruset gæst talte over sig og henvendte sig til hende med ’Hvad så, din færing?’

I dag har hun kontakt til sin biologiske familie på Færøerne og "holder usigeligt meget af naturen deroppe," fortæller hun. Naturen har en helende kraft for hende, hvilket også kommer frem i hendes digte. En epoke sluttede sidste år, da hendes adoptivmor døde.

Kirsti Isabella Lindgreen har egen psykologisk praksis og er derudover tilknyttet Egedal Kommunes PPR (Pædagogisk Psykologisk Rådgivning) og et gymnasium i Nordsjælland, hvor hun taler med sårbare unge.

"I mit daglige virke som psykolog kommer jeg rundt om svære eksistentielle vilkår og oplever mange af menneskets stemninger – både afmagt og øjeblikke af ro og sjælefred, hvor man måske kan sige, at man er lykkelig. I min praksis har jeg mødt mange adopterede børn og unge, som kan have svært ved at forstå, hvorfor de ’indvendigt’ har det svært, når de i princippet lever et godt liv. Ja, det eksistentielle består både i at være til og høre til. Det tema går igen hos mange. Forladthedsfølelsen afhænger ikke af, om at man er blevet forladt."

Kirsti Isabella Lindgreen: ’Hører jeg en der kalder?’ Digte. Forlaget mellemgaard.

Fordybning i sandet

Jeg daser i klitten

Ligger alene

Hører havet

Mærker solen

Saltdråber prikker på min hud

Han er gået

Ligger her ikke mere

Der er en fordybning i sandet

Egentlig har han aldrig været der

Men vi har gået langs vandkanten

Med tæerne i vand

Engang var vi sammen

Jeg ligger i klitten

Alene

Publiceret 18 October 2019 08:14