Peter Birch. Foto: Sille Arendt

Peter Birch. Foto: Sille Arendt

Præstetanker: Ting tager tid. Livet ikke mindst

Ingen af os kan leve i en tilstand af konstant forandring. Ikke alt kan forceres, uden at menneskelivet lider overlast, skriver sognepræst og provst Peter Birch i denne udgave af klummen Præstetanker

Af
Peter Birch

sognepræst i Hellerup Kirke og provst

KLUMME For nylig var jeg sammen med en flok tidligere konfirmander og spurgte dem, hvad de forbandt med kirken. Svarene var lidt forskellige, men et ord gik igen hos dem: Ro. Det, de havde erfaret i mødet med kirken, var mødet med et ’andet’ rum, et sted, hvor rytmen er en anden end den, de møder i en travl hverdag.

En af de nye salmer, som i parentes bemærket også er populær blandt konfirmander, sætter ord på det samme, når den beskriver kirken "som en helle midt i larmen", hvor en "stilhed, der er livets egen, overdøver dagens krav". Salmen hedder 'Uberørt af byens travlhed', står i salmebogen som nr. 331 og er skrevet af salmedigteren Lars Busk Sørensen.

"I kirkerummet og gudstjenesten træder vi ikke ind i en illusion, en boble, hvor vi lader som om, at verden uden for ikke findes. Men rummet og det sprog, vi møder dér – i musikken, i bønnen, i stilheden og i ordene – sætter vores liv og tid i perspektiv," skriver sognepræst og provst Peter Birch i denne uges udgave af 'Præstetanker'. bettysphotos - stock.adobe.com

Vi lever i et præstationssamfund, som også er blevet kaldt et accelerationssamfund. Alt skal gå hurtigere, hvad enten det er internetforbindelsen, uddannelsen eller opgaveløsningen, vi taler om. Fremdrift, effektivitet, hurtighed er plusord.

Men de har en bagside. For ingen af os kan leve i en tilstand af konstant forandring og konkurrence. Ikke alt kan forceres. Vi har brug for hvile, brug for at modnes, brug for at tage imod.

Lysets tøven

Den danske astronom Ole Rømer påviste som den første i verden, at lyset ikke bare er til stede, men bevæger sig.

Opdagelsen gjorde han i 1675, men det tankevækkende er, at han ikke brugte udtrykket lysets hastighed om det, han opdagede. Han kaldte det, han målte, for lysets tøven.

I dag kan vi undre os over, at han brugte det udtryk om det hurtigste af alt. Men det svarede til Rømers iagttagelser, at lyset ikke kommer brat, men indfinder sig. Og det svarer jo egentlig meget godt til den erfaring, vi gør os, når vi nyder en stille morgen, hvor lyset bryder frem eller når lyset aftager i aftenskumringen.

Lysets tøven. Et smukt udtryk, synes jeg, som for længst er gået af mode i en verden, der hylder hastigheden. Vi skal hurtigst muligt fra a til b og bruger GPS’en til det. Og årets gang, årets ring, der kalder forskellige stemninger frem i os, bliver i accelerationssamfundet til et hamsterhjul, hvor den ene dag tager den anden.

Det dyrebare liv

Men der er en tid, der har udstrækning. Et liv, hvor det netop ikke handler om komme hurtigst fra a til b, men hvor svinkeærinderne, sidevejene, de uventede stop, afbrydelserne, pauserne og hvilen får plads og lader os mærke livets rytme og mening.

Det er det dyrebare liv, det, der har en begyndelse og en afslutning og hvor det handler om at tage vare på det, fordi det er en gave, vi modtager og som det handler om at bruge til glæde og gavn. Netop sensommeren og efteråret minder os om, at vækst og modning er en forudsætning for, at der kan høstes.

I kirkerummet og gudstjenesten træder vi ikke ind i en illusion, en boble, hvor vi lader som om, at verden uden for ikke findes. Men rummet og det sprog, vi møder dér – i musikken, i bønnen, i stilheden og i ordene – sætter vores liv og tid i perspektiv.

Her skal vi kunne komme med alt det, vores liv rummer. Alt det, vi glædes over og som bærer vores taknemmelighed og håb. Men også det ufremkommelige, det brudte, det meningsløse. Alt det, som et præstationssamfund vil ignorere, bortforklare eller behandle.

Ud af accelerationen

Den islandske forfatter Jon Kalman Stefansson skriver i sin roman, 'Nogenlunde på størrelse med universet': ”Det er for resten utroligt, at verden kan være så dum at bilde sig ind, at det er nok med én måleenhed, at natten er lige så lang i minutter for den ensomme som for de nyforelskede, at metersystemet har fantasi og indlevelse til at måle alle de forskellige afstande i menneskets verden."

Vi har brug for at træde ud af accelerationen, ud af alle de eksakte måleenheders lyskegle og træde ind i et lys, der bryder frem og lader os se konturerne af en anden virkelighed.

Publiceret 21 October 2019 08:23