Mennesker med demens og deres pårørende får fra den 4. november og ti mandage frem mulighed for at blive en del af et nyt mødested i Messiaskirken. Arkivfoto

Mennesker med demens og deres pårørende får fra den 4. november og ti mandage frem mulighed for at blive en del af et nyt mødested i Messiaskirken. Arkivfoto

Kirker og forening går sammen om ny demenscafé

En nyt mødested for mennesker med demens og deres pårørende åbner i Messiaskirken

Af
Signe Haahr Pedersen

Der var danseeftermiddag på plejehjemmet, hvor Laust Sørensen arbejdede. Han fik Fru Pallesen med ud på gulvet, og selvom hun plejede at glemme det meste, huskede fødderne trinnene, og da musikken sluttede, fandt hun Lausts blik og sagde:

"Tak for dansen. Næste gang vil jeg invitere min mand med. Han vil kunne lide det."

Musik og bevægelse kan vække liv i minderne hos mennesker, der lider af demens. Det tror Laust Sørensen på. Han er formand for Alzheimerforeningen i Storkøbenhavn og har sammen med Gentofte Provsti besluttet at lave et nyt mødested for borgere med sygdommen og deres pårørende.

Det får foreløbigt hjemme i Messiaskirkens Café og åbner dørene første gang mandag den 4. november fra kl. 16 til 18.

Udover samtale over en kop kaffe og oplæg fra fagpersoner kommer programmet til at byde på fysisk træning.

"Det er øvelser, som sætter gang i blodcirkulationen, og som forhåbentlig også sætter gang i hjernen," forklarer Laust Sørensen, der er tovholder på projektet sammen med demenskoordinator og psykoterapeut Malene Otzon.

Plads til alle

Det giver ifølge Laust Sørensen god mening, at en kirke lægger rammer til et mødested som dette.

Han er selv aktiv i Messias-kirken, hvor han er næstformand i menighedsrådet, og han betragter kirken som et sted, der har plads til alle.

"Mange demente og pårørende kommer i kirken og kontakter præsterne for at få råd," siger han og understreger, at man ikke behøver at have nogen tilknytning til folkekirken for at deltage i projektet.

Demenscaféen kører indtil videre fra 4. november og de efterfølgende ti mandage. Det er håbet, at tilbuddet på sigt kan gøres permanent, siger Laust Sørensen, som også arbejder på at arrangere særlige gudstjenester for demente.

Tilmelding skal ske på enten tlf. nr. 4014 9908 eller via mail til laustgadegaard@gmail.com

Publiceret 24 October 2019 09:43