Danny Nielsen var Danmarks yngste fiskehandlerelev, og nu har han som 22-årig sin egen forretning.

Danny Nielsen var Danmarks yngste fiskehandlerelev, og nu har han som 22-årig sin egen forretning.

Ny indehaver af fiskehallen på Kildegårdsvej: Dannys liv gik ikke i fisk. Og dog…

22-årige Danny Nielsen har overtaget fiskehallen på Kildegårdsvej efter sin gamle læremester Tommy Raabo Fischer, der i sin tid troede på den skoletrætte dreng og gjorde ham til landets yngste fiskehandlerelev

Af
Peter Klar

En stor drøm gik i opfyldelse for 22-årige Danny Nielsen fra Hvidovre, da han for nylig fik nøglerne til sin egen forretning, ’Kildegårds Fiskehal – Fischerman’ på Kildegårdsvej 15.

Her lå tidligere HAV, hvis ejer Tommy Raabo Fischer er Danny Nielsens gamle læremester og har spillet en stor rolle i den nye ejers liv og udvikling som menneske og fiskehandler.

En skoletræt dreng

Drømmen om en fiskeforretning har huseret i Dannys hoved i mange år.

”For otte år siden var jeg en skoletræt 14-årig dreng, der var sporet ind på en uheldig livsbane, men til gengæld havde masser af "krudt i røven" i ordets positive betydning. Ifølge min onkel ville jeg med den rette læremester i ryggen kunne udvikle modenhed og selvstændighed og en dag blive selvstændig erhvervsdrivende,” fortæller Danny Nielsen.

Onklen kontaktede 8.-generations fiskehandler Tommy Raabo Fischer, som sammen med partneren Kaj Bigum Hilfling netop havde åbnet fiskeforretningen HAV i Torvehallerne og havde brug for friske kræfter.

Danny blev ungarbejder og sluset ind i et forløb, hvor Tommy blev hans læremester.

”Jeg kunne gøre nytte og gøre mig gældende og følte mig virkelig set, hørt og respekteret af HAV’s to ejere – også selvom jeg en dag ved et uheld blev låst inde i et kølerum i tre timer.”

Yngste elev i DK

Tommy og Kaj så potentialet i Danny og kontaktede den unge mands skolevejleder for at overbevise ham om, at en læreplads som fiskehandlerelev i HAV ville være sundere for den skoletrætte dreng.

Den var skolevejlederen med på, og dermed blev Danny Danmarks yngste fiskehandlerelev. Herfra gik det stærkt.

Danny avancerede til souschef i HAV og kom videre ud i branchen, hvor han fik job hos en stor fiskegrossist.

Da Tommy Raabo Fischer for et par måneder siden kontaktede Danny med tilbuddet om at købe og overtage HAVs fiskeforretning på Kildegårdsvej, var Danny helt klar.

Vil hjælpe andre

”For nylig blev jeg selv far, og jeg håber, at jeg kan give min søn en god og tryg tilværelse og inspirere ham til at skabe sig et godt, meningsfuldt liv i balance. Nu, hvor jeg har fået min egen fiskeforretning, vil jeg også gerne hjælpe andre unge mennesker, lige som jeg selv fik hjælp på et tidspunkt i mit liv, hvor jeg virkelig havde brug for det,” siger Danny.

Danny vil udvide sortimentet i butikken og have et endnu bredere udvalg af varer, især fra fiskerne langs Øresundskysten.

Danny vil også udvide sortimentet af østers og specialvarer fra Europas største fødevaremarked Rungis i Paris. Han vil fortsat sælge de takeaway-retter, som tidligere har været solgt under Hav2Go-navnet og som produceres af HAV i Nordhavn.

Publiceret 01 November 2019 11:09