Miljøstyrelsen har sat en kæp i hjulet for Bonavas byggeplaner, men spørgsmålet er, hvad der så skal ske med det borgmester Hans Toft konsekvent kalder 'grusarealet'. Arkivfoto: Signe Haahr Pedersen

Miljøstyrelsen har sat en kæp i hjulet for Bonavas byggeplaner, men spørgsmålet er, hvad der så skal ske med det borgmester Hans Toft konsekvent kalder 'grusarealet'. Arkivfoto: Signe Haahr Pedersen

Borgere: Grusarealet skal tilbage til skoven

Miljøstyrelsens klare afvisning af byggeplaner på grunden øst for Charlottenlund Station får håbet om en helt anden løsning til at spire. Både hos Forstbotanisk Haves Venner og borgergruppen, der indædt har kæmpet imod byggeriet

Af
Jesper Bjørn Larsen

Når Miljøstyrelsen erklærer sig modvillig til at reducere den gældende skovbyggelinje på arealet øst for Charlottenlund Station, ser et byggeri ganske umuligt ud.

Dét har borgmester Hans Toft klart konkluderet, men spørgsmålet er, om ejendomsudviklingsfirmaet Bonava, der har købt grunden på et betinget skøde af DSB, ser lige så klart på sagen. Vi har sendt en række spørgsmål til Bonavas direktør:

Claus Skytte, hvad er din kommentar til Miljøstyrelsens afgørelse?

"Vi er ærgerlige over, at Miljøstyrelsen har sagt nej til at give dispensation, men respekterer naturligvis myndighedernes afgørelse."

Ifølge borgmester Hans Toft må alle byggeplaner på matrikel 125 g nu droppes, da der ikke kan ændres på den nuværende bebyggelsesprocent. Er det også Bonavas konklusion?

"Jeg erkender, at det ser ud til at blive svært at få et boligprojekt til at hænge sammen under de nuværende forhold. Men som ejendomsudviklere lever Bonava af at se muligheder, og vi er ikke nået til den konklusion endnu."

I har købt grunden på et betinget skøde, vil handlen nu blive annulleret?

"Vi vil tage en drøftelse med DSB Ejendomme, som er sælger af grunden, og herefter tage en beslutning om, hvad der skal ske i relation til vores aftale," svarer Claus Skytte.

Villabyerne har også spurgt Jes Transbøl, direktør i DSB Ejendomsudvikling, om hans kommentar til Miljøstyrelsens afgørelse og borgmesterens konklusion. Og vi har spurgt ham, hvilke planer for området DSB Ejendomsudvikling nu vil forfølge. Herunder, om det kan komme på tale at give eller sælge området til Forstbotanisk Have? Vi har modtaget dette fåmælte svar:

"Vi har noteret os Miljøstyrelsens afgørelse og borgmester Hans Tofts svar. Det er en ny situation, og vi har pt. ingen beslutning eller kommentarer til den fremtidige anvendelse af arealet,” siger Jes Transbøl.

Tilbage til skoven

Hos Forstbotanisk Haves Venner er de ikke overraskende begejstrede for Miljøstyrelsens afgørelse:

"Forstbotanisk Haves Venner er glade for, at der bliver taget hensyn til skovbrynet, Forstbotanisk Have og navnlig det nye, men præcise udtryk, der bruges om Charlottenlund Skov i svaret: 'Markant, geometrisk landskabselement'.

"Det er en fin måde at udtrykke, at Charlottenlund Skov for snart 400 år siden blev anlagt som en flot firkant. Måske ville Christian den 4. vise sin kongelige kontrol over selv naturen, ved at bestemme præcis hvor der skulle være skov, og hvor der skulle være mark," skriver Forstbotanisk Haves Venner og fortsætter:

Vil købe grunden af DSB

"Det er derfor naturligt, at vi både af hensyn til Forstbotanisk Haves fremtid, men også af de ovennævnte kulturhistoriske grunde, vil forsøge at få staten til at føre det udlånte jernbaneareal tilbage til skoven og gerne i en eller anden sammenhæng med Forstbotanisk Have," siger Niels Nørgaard, bestyrelsesmedlem i Forstbotanisk Haves Venner:

"Staten ejer jo både DSB og skoven, så med den rette indstilling på Christiansborg skulle det være muligt i praksis at reversere ejerskabet af DSB-grunden tilbage til Forst-væsenet. Vores plan A er at ophæve udlånet af Charlottenlund Skovs jord til jernbaneformål, der ikke længere er aktuelle, og plan B er at finde folke- og fondsmidler til at købe grunden af DSB, til den stærkt reducerede pris, jordstykket vil have, når der i praksis ikke kan bygges på det, idet bebyggelsesprocenten forbliver 10."

Borgere med grønne drømme

Også i 'Borgergruppen for bevarelse af det ubebyggede rekreative grønne område mellem Forstbotanisk Have og Charlottenlund Station' ser helt nye muligheder for det pågældende areal tegne sig, nu hvor de hidtidige byggeplaner er hældt af brættet af Miljøstyrelsen :

"Politikere, har I hørt om byhave-projektet bag Charlottenlund Station? Om foreningen for Pavillonen, 'Danmarks mindste Forsamlingshus'? Forstbotanisk haves Venner? I har vendt os ryggen længe, og er blevet upopulære mange steder. Hjælp os nu med at få fravristet DSB 'grusarealet', hjælp os med at tage det i brug på en måde, der giver noget tilbage til omgivelserne (...). Så genoprettes meget. Måske også tilliden," skriver en af de aktive frivillige i borgergruppen, Karen Leth, i et læserbrev til Villabyerne.

Publiceret 05 November 2019 11:16