Isabella Andreasen og Amanda Michelle Smedegaard fra Gl. Hellerup Gymnasium. Foto: Nina Kristine Toft-Nielsen

Isabella Andreasen og Amanda Michelle Smedegaard fra Gl. Hellerup Gymnasium. Foto: Nina Kristine Toft-Nielsen

Gentofte Kommune giver 1.g'ere klamydia-test

"Det kan være svært at fortælle sine forældre, at man skal testes for en sexsygdom", fortæller elever på Gl. Hellerup og Aurehøj efter pilotprojekt med sex-undervisning og hjemme-klamydiatest.

Af
Gry Brøndum

"En del af et sundt unge-liv er et sundt sexliv, og det bliver først for alvor aktuelt for de unge, når de er kommet ud af folkeskolen," forklarer chef for Børns Sundhed og Forebyggelse i Gentofte Kommune Ulla Darre.

Derfor har Gentofte Kommune i uge 43 gennemført et projekt, hvor 1.g'erne på Aurehøj og Gl. Hellerup Gymnasium har fået sex-undervisning.

Det giver tryghed

Det er unge fra Sex & Samfund, der har besøgt 1. g-klasserne på Gl. Hellerup Gymnasium og Aurehøj for at føre en ligeværdig samtale med eleverne om sikker sex i to timer i hver klasse.

Ved samme lejlighed er eleverne blevet tilbudt en gratis klamydiahjemmetest, så de selv kan teste om de er smittet.

Og det er noget, der er blevet taget positivt imod, siger 1. G'er Isabella Andreasen fra Gl. Hellerup Gymnasium til Gentofte Kommune:

"Flere vil blive undersøgt"

"Jeg tror, det kan være svært at fortælle, at man skal testes for en sexsygdom til sine forældre. Derfor er det smart, at man kan teste det selv derhjemme. Det giver tryghed," siger Isabella, og suppleres af Amanda Michelle Smedegaard:

"Hvis man er usikker eller ikke tør tage til lægen, er det rart med denne her mulighed. Jeg tror, at der er flere, der vil få det undersøgt, når det er så nemt."

Højt klamydia tal

"Vi kan se, at vi i Gentofte har et højt klamydia-tal, og mange har haft ubeskyttet sex," fortæller chef for Børns Sundhed og Forebyggelse Ulla Darre.

Klamydia kan gøre både mænd og kvinder sterile, hvis det ikke opdages. Og derfor er det en god ide, at have fokus på den ofte symptom-fri sex-sygdom, som tre ud af 100 Gentofte-unge mellem 15 og 29 år er smittet med.

Mulig fast del af 1.G

Bliver seksualundervisningsprojektet vurderet til at have været en succes, vil det til næste år blive udbredt til andre gymnasier også, og kan på sigt blive en fast del af pensum på kommunens ungdomsuddannelser, oplyser Chef for Børns Sundhed og Forebyggelse Ulla Darre:

"Vi evaluerer undersøgelsen og ser på, hvor mange tager en hjemmetest, og hvor mange, der er positive, og så ser vi på, hvad eleverne siger: Giver denne her dialog-baserede undervisning med Sex & Samfund mening, eller er det viden, som de kan få i forvejen på internettet?"

Publiceret 05 November 2019 15:45