Velklædt herre bag tremmer: Politiet har fået fat i en særdeles gammel kending

Onsdag eftermiddag på Lyngbyvejen blev en 47-årig udenlandsk mand anholdt og sigtet for bedrageri. Politiet mener, de har fået fat i den såkaldte Armani-mand

I adskillige år har han franarret godtroende borgere i Nordsjælland tusindvis af kroner, men nu ser det ud som om, bondefangerens held er løbet ud.

Omkring klokken 16 onsdag blev en patrulje fra Nordsjællands Politi opmærksom på en bil, der svarede til beskrivelsen af det køretøj, som den såkaldte Armani-mand ifølge en anmeldelse skulle køre i.

Patruljen bragte derfor køretøjet til standsning på Lyngbyvejen ud for tilkørslen til Motorring 3. I bilen blev der fundet flere jakker, hvilket bestyrkede mistanken til manden som værende den såkaldte Armani-mand, og bilens fører, en 47-årig udenlandsk mand, blev derfor anholdt og sigtet for bedrageri, oplyser Nordsjællands Politi.

Villabyerne har flere gange fortalt om svindleren, der med jævne mellemrum dukker op i Gentofte og prøver at sælge jakkesæt, der viser sig slet ikke at have den kvalitet, han påstår. Ofte påstår svindleren, der altid er meget velklædt og venlig, at han lige kommer fra en tøjmesse og skal haste videre og derfor har Armani-sæt billigt til salg.

Folk tror, de gør århundredets handel, men der er naturligvis aldrig tale om ægte Armani-sæt, kun billige kopier. jbl

Publiceret 07 November 2019 11:58