En skål risengrød (160g) med smør og kanelsukker fylder 200 kcal. Det tager 1 time og 7 minutter at gå det væk eller en omgang gymnastik på 38 min.

En skål risengrød (160g) med smør og kanelsukker fylder 200 kcal. Det tager 1 time og 7 minutter at gå det væk eller en omgang gymnastik på 38 min.

Det gode liv: Så meget skal der til for at forbrænde tre æbleskiver

Supermarkederne er allerede klar og de små, nærmest usynlige, kalorier sniger sig frem på arbejdspladsen og i køkkenskabene

Af
Aut. Klinisk Diætist Alice Apel Hartvig. Medejer af Livsstilsklinikken Frk Skrump.

klumme De fleste danskere vil svare, at julen begynder 24. december madmæssigt. Nogle vil tilføje, at de jo skal til en del julefrokoster og det måske lige kan lave lidt problemer på vægten.

Fra klinikken ved vi, at det faktisk ikke er så problematisk med juledagene og julefrokosterne. Der hvor vægten og sundheden for alvor bliver sat på prøve, er på arbejdspladserne og hjemme i kagedåserne. Disse ekstra små kalorier, glemmer vi tit i det store regnskab, og det påvirker vores energiniveau, vores trang til flere søde sager og vores tarm. Vi bliver mere trætte, oppustede og det begynder at kører i ring. Når vi har spist i går, kan vi lige så godt gøre det i dag og så videre.

De små ekstra kalorier

På vej til printeren snupper man lige 3 pebernødder og efter frokost, er der lige plads til en brunkage og hjemme venter vaniljekranse, de rigtig lækre hjemmebagte. De passer lige til en kop kaffe i sofaen. De vejer næsten ingenting og i morgen har vi glemt, at vi spiste dem. Teoretisk set, vil en voksen person, der indtager de ekstra kalorier tage ca. 250 g på om måneden. Det lyder ikke af meget, men fortsætter de ekstra kalorier med at være der, bliver det hurtigt til 3 kg ekstra om året.

Hvor meget motion skal der til ?

Nogle gange kan det motivere at vide, hvor mange kalorier vi spiser og hvor meget kroppen skal bevæge sig for at forbrænde dem. Det kan sætte det hele lidt i perspektiv.

● 3 æbleskiver med syltetøj: 255 kcal. Alm. gang 1 time og 25. min. Gymnastik 47 min.

● 3 stykker hjemmelavet marcipan med nougat: 300 kcal. Alm. gang: 1 time og 40 min. eller gymnastik 1 time.

● 3 brunkager (6g ialt): 30 kcal. Alm. gang 10 min. eller gymnastik 2 min.

● 3 pebernødder (6g ialt): 30 kcal. 30 kcal. Alm. gang 10 min. eller gymnastik 2 min.

● 1 skål risengrød (160g) med smør og kanelsukker: 200 kcal. 1 time og 7 min. eller gymnastik 38 min.

● 3 clementiner: 100 kcal. Alm. gang 35 min. eller gymnastik 17 min.

Det kan blive nogle dejlig lange traveture. Husk, at selvom det ser ud som om, at pebernødder og brunkager giver få kalorier, så spiser vi sjældent kun tre stk. når vi først er startet. Klementinerne er et sundt alternativ til alle de søde sager og kan hjælpe med at holde kalorien nede i disse måneder.

Kvalitet i kalorien

En god vej gennem november og december er at vælge kvalitet i det vi spiser. Vælg alt det fra, som du egentlig ikke rigtig nyder eller ikke synes er kalorierne værd. Sørg for at bliv mæt til dine hovedmåltider. Det betyder masser af grøntsager og protein fra fisk, fjerkræ, kød, ost, æg og skyr. Når du bliver mæt af de rigtige kalorier, falder din trang til søde kalorier ofte.

Husk mørk chokolade over 70% lige efter frokost og aftensmad. Det kan give den følelse af fuldendthed, man kan mangle og mindske risikoen for, at hånden fanger nogle hurtige kalorier om eftermiddagen.

Når du selv bager, så vælg gode meltyder med fuldkorn, det er sundere for dit blodsukker og din tarm. Prøv for eksempel vores opskrift på fuldkornsæbleskiver fra vores bog ‘Spis Mig’.

Fuldkornsæbleskiver

22 stk.

Det skal du bruge:

1½ dl hvid hvedemel

1½ dl fuldkornsølandshvedemel eller fuldkornsspeltmel

½ tsk. salt

2 spsk. rørsukker

2 tsk. vaniljepulver eller 1 vaniljestang

1½ tsk. kardemomme

½ tsk. bagepulver

1 tsk. natron

3 æg

6 dl kærnemælk – hvis du ikke har kærnemælk, så se tip om erstatning side 22

4 spsk. rapsolie

fintrevet skal af 1 økologisk citron

til stegning: 20-30 g smeltet smør og 20-30 g koldpresset rapsolie

Sådan gør du

Bland mel, salt, rørsukker, vanilje, kardemomme, bagepulver og natron i en skål.

Del æggene i blommer og hvider. Pisk æggehviderne stive.

Rør æggeblommerne sammen med kærnemælk, rapsolie og citronskal.

Rør det sammen med de tørre ingredienser og vend forsigtigt hviderne i.

Opvarm æbleskivepanden og kom lidt smør og rapsolie i hvert hul.

Fyld kun hullerne lige knap halvt op med dej, så der er plads til, at den hæver.

Vend æbleskiverne med en kødnål eller strikkepind.

Vend dem en halv omgang efter 2-3 minutter og tag dem af panden, når de er færdige.

Fortsæt med at fylde hullerne til et nyt sæt æbleskiver, indtil al dejen er bagt til de lækreste, luftige æbleskiver.

Du kan også lave æbleskiverne på ren hvid hvedemel.

Opskrift: Frk Skrump.

Publiceret 16 November 2019 14:00